Vi er blevet flere, der skal deles om asfalten ind og ud af Næstved. Det viser de seneste trafiktal fra Danmarks Statistik, som netop er blevet offentliggjort.
Tallene viser, at 26.492 borgere i kommunen dagligt må starte bilen eller sætte sig op i toget for at komme på arbejde. De seneste tilgængelige tal er fra 2017 og viser en markant stigning år for år. Siden 2014 er pendlertallet steget med yderligere 2.430 borgere, der enten kører ud af kommunen eller ind i kommunen for at komme på arbejde.
Samtidig er Næstved med på top 10 listen over kommuner, hvor borgerne må pendle længst for at komme på arbejde, viser tallene fra Danmarks Statistik.
Formand for aktionsgruppen Motorvej NU, Torben Johansen, lover derfor at holde den borgerlige regering fast på løftet om en motorvej til Rønnede med byggestart i år 2024 - og helst noget før.
- Lige nu handler det om at få fremrykket byggeriet af motorvejen og vi prøver at påvirke stemningen i både rød og blå blok, alt efter hvem der vinder valget, siger Torben Johansen.
Han hæfter sig ved, at den socialdemokratiske transportordfører Rasmus Prehn vil have fremrykket byggeriet af Næstved-Rønnede motorvejen og en tredje Limfjordsforbindelse. Det har han offentligt erklæret i netavisen Altinget og det styrker Torben Johansen i troen på, at gravemaskinerne godt kan gå i gang før år 2024.
- Med de seneste trafiktal har vi i hvert fald fået yderligere argumenter om, at det haster med at få bygget den motorvej, siger han.
Hvis motorvejsbyggeriet først går i gang i år 2024 skal bilisterne vente helt frem til år 2027 med at race til Rønnede med 130 km/t.