Nyt uddannelsestilbud i Nordsjælland til unge med særlige behov

Den socialøkonomiske virksomhed Hans Knudsen Instituttet (HKI) tilbyder forløb i Hillerød

Den socialøkonomiske virksomhed Hans Knudsen Instituttet (HKI) tilbyder forløb i Hillerød

Alle har ret til et arbejdsliv. Det gælder også de unge mellem 16-25 år, som er psykisk sårbare, har generelle indlæringsvanskeligheder eller lider af autisme eller ADHD.

Sådan lyder budskabet fra den socialøkonomiske virksomhed Hans Knudsen Instituttet (HKI), der er en af de mest erfarne udbydere af den såkaldte STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse).

De er rykket til Nordsjælland, nærmere bestemt Hillerød, hvor de i august åbnede ny afdeling.

Hørsholm Kommune er en af otte nordsjællandske kommuner, der satte STU i udbud i det tidlige forår 2018, og hvor HKI bød ind på opgaven med henblik på at være et godt brohoved i forhold til unge fra de otte kommuner i Nordsjælland og for at sikre eleverne en kortere transportvej.

STU er et uddannelsestilbud målrettet unge, der af fysiske eller psykiske årsager ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Og HKI har succes med at skabe et godt afsæt for de unge på det treårige STU-forløb.

50 procent af STU-eleverne kommer nemlig i beskæftigelse eller ordinær uddannelse efter endt STU hos Hans Knudsen Instituttet, hvilket er langt flere end landsgennemsnittet på 37 procent, oplyser HKI i en pressemeddelelse.

"Vi har haft nordsjællandske STU-elever helt fra starten i 2008, og vi ser det derfor som en god mulighed for at forankre os lokalt og sikre eleverne en kort transportvej. Desuden har vi et godt samarbejde med en række virksomheder i Nordsjælland, hvilket også tæller i forhold til at etablere sig i Hillerød," siger Karsten Bendix, daglig leder af HKI i Hillerød.

21-årige Magnus Korsgaard Street afsluttede i juni sit STU-forløb hos HKI. Han har indlæringsvanskeligheder, og for ham har det gjort en stor forskel at være STU-elev. Han er særligt glad for det fællesskab, der er på HKI:

"Tidligere havde jeg svært ved at tage initiativ til at tage kontakt til andre, og på første år gik jeg meget for mig selv. Men så talte jeg med min kontaktlærer om, hvad jeg kunne gøre. Hun sagde, at man for eksempel kan foreslå andre at gå i biografen. Jeg tog hendes råd til mig, og det fungerede med det samme. Der er en stemning her på HKI, der støtter op om den slags," fortæller Magnus Korsgaard Street i en pressemeddelelse.

Ambitionen om at opbygge et godt og trygt miljø for de unge, hvor de kan trives og udvikle sig sammen med deres kammerater, er en af de vigtigste målsætninger for STU på Hans Knudsen Instituttet.

"Vi har en god erfaring med at sammensætte små homogene grupper på tværs af de kognitive udfordringer - eksempelvis autisme, indlæringsvanskeligheder eller psykisk sårbarhed. Vi synes, det er vigtigt at fokusere på de unges fælles interesser, kompetencer og mål for uddannelsesforløbet. På den måde bliver der en større dynamik, end hvis de unge bliver sat sammen, fordi de eksempelvis alle sammen har autisme," siger Karsten Bendix.

Samtidig prioriterer HKI samarbejdet med lokale foreninger, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv højt.

For Magnus Korsgaard Street lykkedes det at få afsluttet grundskolen i løbet af sit uddannelsesforløb på HKI.

"Det bedste ved uddannelsen har været fællesskabet og det, at vi har nogle rigtig gode lærere. Sidste år tog jeg min 9. klasses dansk-eksamen, og jeg meget ros af min lærer, fordi jeg havde formået at sætte mig op til det og gennemføre det," fortæller han og fik fuldt udbytte af forløbet, da han i august kunne starte i et job hos virksomheden Gartnerteamet i Gentofte.

Fakta

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...