Mens planerne om et solcelleanlæg har udløst massive naboprotester ved Gavnø, går det anderledes fredeligt for sig i Blangslev.
Her er politikerne i Plan- og Erhvervsudvalget klar til at sende et forslag om 67 hektar med solceller i otte ugers offentlig høring. Det er firmaet Better Energy, der vil opføre et solcelleanlæg ved Sneserevej, øst for Blangslev. I området ligger der i forvejen en transformerstation og ellers er det landbrugsland præget af åbne marker og levende hegn.
I lokalplanforslaget, der sendes i høring 1. februar, har politikerne fået indføjet en afstand på 100 meter fra nærmeste naboer. Samtidig bliver solcellerne afskærmet af et fem meter bredt bælte med beplantning, der skal skjule anlægget for de forbipasserende ude på Sneserevej.
- Det har været vigtigt for os med afstandskravet til naboerne og det er et enigt udvalg, der sender forslaget i offentlig høring, siger formanden for Plan- og Erhvervsudvalget, Daniel Lillerøi (S).
Borgermøde
Better Energy har overtaget projektet efter det danske energiselskab European Energy, der i januar sidste år lancerede plan om et anlæg på 80 hektar, der kunne levere strøm til 80.000 husstande. Det nye projekt er noget mindre, men dog stadig af anseelig størrelse.
I forbindelse med den offentlige høring bliver der indkaldt til borgermøde i Tappernøje forsamlingshus torsdag den 21. februar.