Billedserie: Genbrugsplads genåbner

I dag genåbner AffaldPlus' nyrenoverede genbrugsplads på Skovsøvej 8 i udkanten af byen efter næsten seks måneders ombygning. Selv om pladsen stort set er den samme, så er måden, man har indrettet pladsen på, helt anderledes, fortæller teamleder Henrik Skaarup Nielsen fra AffaldPlus:

- Pladsen er blevet langt mere kundevenlig og overskuelig, og det er blevet nemmere at komme til og fra pladsen med sit affald, siger han og tilbyder avisen en hurtig rundvisning dagen før åbningen.

Indkørslen til pladsen er næsten den samme som før - dog skal man nu dreje til højre for enden af tilkørselsvejen til pladsen for at komme på selv pladsen.

Og der er virkelig god plads: Hele fire nyasfalterede spor er til rådighed, hvilket skulle bevirke, at der altid vil være mindst et spor åbent for at undgå trafikpropper.

I en mindre, sort bygning, som er nyrenoveret indvendig, er der plads til genbrugspladsens cirka 10 faste medarbejdere, som blandt andet har køkken m.v. i bygningen. Det er også her, man som kunde kan henvende sig, hvis man har spørgsmål. Medarbejderne er de samme som før lukningen i november sidste år.

r

På selve pladsen er de forskellige containere stillet op på en måde, så der er mere luft omkring dem. Skiltene er store og tydelige, og der er også sat helt nye lysmaster op over alt. Men den største nyskabelse er helt afgjort de to nye markante ramper i pladsens bagerste ende:

- Man kører op til højre og ned til venstre. Der er god plads, og det er meget nemmere at aflevere sit tunge affald, som f. eks. jern og metal, forklarer Henrik Skaarup Nielsen.

I stedet for at gå op ad en vakkelvorn metaltrappe og smide affaldet ind over kanten på containeren kan man nu blot smide affaldet ned i en container - og dermed undgå tunge løft.

En anden fornyelse er adskillelsen af haveaffald, som tidligere blev afleveret i hjørnet på pladsen.

Fremover har haveaffaldet sin egen plads på den anden side af rampen - med sin helt egen indgang et par hundrede meter nede af Skovsøvej.

Det betyder, at folk med haveaffald slet ikke kommer ind på den nye plads - som dermed letter trafikken på hovedpladsen.

- En af tankerne med pladsen er netop, at det hele skal være overskueligt - både for kunderne og for medarbejderne, siger teamlederen.

Nu var Sjællandske naturligvis præsenteret for en tom plads uden kunder, men det hele virker gennemtænkt og godt planlagt - og det kan alle få lov til at se ved selvsyn, når pladsen åbner for første gang i eftermiddag fra klokken 16-18, hvor der klippes snor og serveres kaffe, vand og pølser.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...