Natten til søndag 16. juli 2017 blev en dengang 54-årig mand på Sozzivænget i Solrød udsat for et brutalt hjemmerøveri. Det var klokken 4 om morgenen, at manden blev opsøgt. Selv om det var midt på natten, sad han ved sin computer, da han hørte en lyd. Han gik derfor ud for at se, hvor lyden kom fra og mødte her to fremmede personer.
De blev bedt om at forsvinde. Men det endte med, at de trængte ind i huset, hvor den ene røver truede manden med en lægtehammer. Den 54-årige blev derefter bundet til en radiator med seletøj og håndjern - og truet med ordene om at de ville »skære hans nosser op«!
Først en halv times tid efter at hjemmerøverne var forsvundet, lykkedes den manden at komme fri og tilkalde politiet.
Nu halvanden år efter er der faldet dom. Her er en kroatisk familie på fire personer samt en ven af familien blevet dømt for i alt 24 hjemmerøverier - deriblandt i Solrød.
De blev alle fem udvist for bestandigt og fik henholdsvis 8, 12, 12, 15 og 15 års fængsel, men har dog anket for frifindelse.