Den kolde krig: Da Roskilde var mål for atombomber

I år er det 30 år siden, Berlinmuren faldt. Det var det første, vigtige skridt til den Kolde Krigs afslutning. Forud gik mere end fire årtier med kolossal international konflikt, og forholdet mellem stormagterne Sovjet og USA var så fastfrosset, at den Kolde Krig let kunne være blevet meget varm.

Atomtruslen hang over hovedet på folk i det daglige - også her i Roskilde. 2019 er ikke kun mærkeår for Berlinmurens fald, men også for en lang række vigtige begivenheder under den Kolde Krig, som både på nationalt og på internationalt plan fik afgørende betydning for konfliktens udvikling.

Mærkeår

For 70 år siden, i 1949, tiltrådte Danmark NATO - den vestlige forsvarsalliance - og dermed var der valgt side i den eskalerende øst/vest-konflikt. 1949 var også året for Tysklands deling og oprettelsen af de to tyske stater, BDR og DDR. Det var her jerntæppet gik gennem Europa, og splittelsen af Berlin kom til at stå som et symbol på den Kolde Krig.

For 60 år siden, i 1959, kom Coca-Cola til Danmark. Den amerikanske forbrugs-kultur fik tag i danskerne. Også på hjemmefronten blev der tænkt i blokke, og den Kolde Krigs kamp om 'hjerner og hjerter' blev der trukket både fra vest og fra øst. De danske kommunister blev gradvist frosset ude. I partiet var der interne opgør, som i 1959 betød, at kommunisternes formand, Aksel Larsen, oprettede Socialistisk Folkeparti.

For 50 år siden, i 1969, nåede rumkapløbet sit højdepunkt, da amerikanske astronauter som de første mennesker nogensinde, kunne sætte fod på Månen.

For 40 år siden, i 1979, udbrød der krig mellem islamiske oprørsgrupper og det kommunistiske styre i Afghanistan. USA støttede oprørerne i sine bestræbelser på at holde den sovjetiske invasion og kommunismens fremmarch nede.

For 30 år siden, i 1989, faldt Berlinmuren. Afviklingen af den Kolde Krig tog for alvor fart. 1989 var også året for Blekingegadesagen, der illustrerer den terrorisme, særligt knyttet til venstre-radikale miljøer, som fyldte meget i den Kolde Krigs sidste årtier.

Små og store historier

De fem årstal er nøgle-år i Roskilde Museums store arrangementsprogram om den Kolde Krig i 2019. Her slås der ned på hvert årti i den Kolde Krigs historie og der gives plads til både de små historier fra hverdagen og de store, politiske konflikter.

For mange er den Kolde Krig fjern fortid, og det kan være svært helt at sætte sig ind i, hvordan frygten for atombomben og det storpolitiske spillede ind i hverdagen. For andre står Cuba-krisen og Månelandingen så klart, at de stadig kan huske præcis, hvad de foretog sig, da begivenhederne udspillede sig.

Roskilde som atommål

De sidste 30 år er vi blevet klogere på, hvad det var, der rent faktisk foregik under den Kolde Krig. Den internationale kamp om overmagt kommer skræmmende nær, når historieforskningen i dag kan afsløre, hvor tæt på os de storpolitiske begivenheder udspillede sig.

I 1961 godkendte det sovjetiske styre i Kreml således en angrebsplan, der udråbte Roskilde som atommål. I tilfælde af en mulig tredje verdenskrig skulle der rettes atomangreb mod Roskilde og Esbjerg som de første byer i Danmark. Hvis befolkningen gjorde modstand mod besættelse, ville man true med flere atombomber.

Foredragene

1949: Hans Hedtoft og Danmarks vej til NATO. Foredrag v. Poul Villaume, Københavns Universitet. 30. januar kl. 19-21

1949: Tysklands deling og oprettelsen af DDR. Foredrag v. Karl Christian Lammers, Københavns Universitet. 6. februar kl. 19-21

Vinterferie for børn: Astronautskole- Kalder alle astronaut-spirer! Tag med tilbage til 1960'erne og bliv rustet til alle tiders rumrejse. 11.-15. februar og 18.-22. februar

1959: Amerikanisering - da Coca-Cola kom til Danmark. Foredrag v. Nils Arne Sørensen, Syddansk Universitet. 6. marts kl. 19-21

1959: Kold Krig og kommunisme. Foredrag v. Morten Thing, RUC. 3. april kl. 19-21

DIN Kolde Krig: Vi lytter - du fortæller. Museet indsamler ting og historier fra Roskilde under den Kolde Krig - kom og fortæl din historie. 15. maj kl. 19-21

1969: Første mand på Månen - den Kolde Krigs ultimative odyssé. Foredrag v. Michael Linden-Vørnle, DTU Space. 12. juni kl. 19-21

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...