Fire tons fisk skal op af søen

Der er masser af fisk i Bromme Lillesø. Problemet er bare, at det er små fredfisk, der fylder godt op i søvandet, mens det kniber mere med de store rovfisk.

Med andre ord - der er ikke den optimale øko-balance i søen, og derfor er Bromme Lillesø også en af de 24 søer, der skal gøres noget ved ifølge Miljøstyrelsens vandområdeplaner. Det skriver Dagbladet og Sjællandske.

For selv om fosfor-balancen i den 13,7 hektar store sø er god nok, så har vandet alligevel i en årrække været uklar på grund af den skæve fiskebalance.

Sidste år blev der udarbejdet en forundersøgelse, som konkluderede, at søens fiskebestand havde en skæv biologisk sammensætning.

Løsningen bliver at fjerne 80 pct. af de små brasen, skaller og aborrer, der i dag boltrer sig i søvandet. Det er godt fire tons fisk, der skal fiskes op ved hjælp af fiskefælder, åle- og torskeruser.

Fiskeriet skal foretages over en to-årig periode, og de økonomiske udgifter til det vil blive dækket af Miljøstyrelsen.

Søen er ejet af Stiftelsen Sorø Akademi, men det er Sorø Kommune, der er projektansvarlig, og det er Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet, der skal stå for fiskeriet.

Indgrebet kræver en dispensation, for Bromme Lillesø er omfattet af naturbeskyttelsesloven.

Den dispensation har Sorø Kommune netop givet sig selv, og hvis man er klageberettiget og har kommentarer er der en fire-ugers-frist. Det man man se nærmere om på Sorø Kommunes hjemmeside.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...