Stendysse skal være turistattraktion

Stendyssen på Herredåsen har efter kultur - og fritidsudvalgsmedlem Hans Kurt Jørgensen (DF) store muligheder for at blive en turistattraktion for Kalundborg.

Når den nye vej mellem Herredsåsen og Raklev skal laves, vil vejen gå 100 meter fra stendyssen, som stammer tilbage fra stenalderen.

Hans Kurt Jørgensen foreslår et samarbejde mellem Kalundborg Kommunes administration, Kalundborg Museum, Museumsforeningen samt teknik- og miljøudvalget om markedsføring af stendyssen på Herredsåsen.

Der er flere grunde til, at stendyssen kan tiltrække turister ifølge Hans Kurt Jørgensen.

Dels er der stendyssens historiske baggrund, dels historien om de malere, som gennnem tiden har brugt stendyssen som motiv, heriblandt den berømte guldaldermaler fra Kalundborg J. Th. Lundbye, hvis 200 års jubilæum blev fejret i 2018.

- Dyssen har også en fantastisk udsigt over Salbæk Vig og Sejerøbugten, siger Hans Kurt Jørgensen.

- Jeg tror, at med den rette markedsføring af netop denne dysse, kan den blive en stor turistattraktion. Den kan blive Kalundborgs Lille Havfrue, skriver Hans Kurt Jørgensen i sit forslag.

Kalundborg Museumsforening vil gerne påtage sig arbejdet med at lave diverse plancher samt opsætningen af disse, hvis kultur- og fritidsudvalget betaler for materialerne.

Når den nye vej skal laves mellem Herredsåsen og Raklev, skal der laves en vendeplads eller p-plads ved den nye vej, hvor besøgende kan parkere, når de vil se stendyssen.

- Ellers vil der holde biler i vejsiden på den nye vej, og det duer ikke, siger Hans Kurt Jørgensen.

Der var bred enighed om i udvalget, at det var en god idé, og administrationen skal nu lave et oplæg til udvalgets møde i juni.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...