Mungo Park ansætter nyuddannet skuespiller

27-årige Sara Fanta Traore bliver til januar en del af ensemblet på Mungo Park. Men først skal hun lige færdiggøre sin uddannelse.

Det populære egnsteater i Allerød siger har sagt velkommen til et nyt medlem af skuespillerensemblet, som samtidig bliver det yngste medlem på teaterets skrå brædder. Den nyansatte skuespiller er Sara Fanta Traore, der er 27 år og begynder på teatret til januar 2020.

Inden hun begynder på teateret, har hun således mulighed for at færdiggøre sin uddannelse. Hun har nemlig sikret sig jobbet på Mungo Park, allerede inden hun har afsluttet skuespil-linjen på Den Danske Scenekunstskole. Det sker til sommer.

Mungo Parks nyudnævnte teaterdirektør, Anna Malzer, ser et stort lys i det nye ensemblemedlem.

- Sara Fanta Traore tager sine karakterer, det de står for, og det de gør på scenen, dødalvorligt, samtidig med at hun er et komisk talent af de helt sjældne. Jeg så engang Sara spille ni-10 forskellige roller i det samme stykke. Alle roller var så skarpt tegnet op, at man var med fra første sekund, de åbnede munden. Sara kan spille sig troværdigt ind i alle samfundslag, og derfor har jeg ansat hende, siger hun i en pressemeddelelse.

Den nyansatte skuespiller er lige så begejstret for det kommende samarbejde.

- Jeg føler mig enormt privilegeret over at få lov til at blive en del af Mungo Park. Det er meget mere, end hvad man tør drømme om som helt nyuddannet skuespiller, så det er jeg mildt sagt helt på røven over. Jeg glæder mig til at være en del af Mungo, fordi jeg beundrer teatrets evne til at lave så stærke forestillinger, der gang på gang kan genopsættes. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det vil fortsætte med Anna Malzer ved roret, siger Sara Fanta Traore.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...