Fujifilm rykker ind i Hillerød: "Vi ser meget frem til at byde teamet velkommen"

Japanske Fujifilm overtager amerikanske Biogens anlæg i Hillerød. 800 ansatte overdrages

Japanske Fujifilm overtager amerikanske Biogens anlæg i Hillerød. 800 ansatte overdrages

Den japanske virksomhed Fujifilm opkøber Biogens anlæg i Hillerød til produktion af biologiske lægemidler i store mængder for 890 millioner dollars - eller cirka 5,9 milliarder kroner, oplyser Fujifilm i en pressemeddelelse tirsdag.

Når handlen er gennemført, bliver Biogen Hillerød Fujifilms fjerde anlæg til biofarmaceutisk kontraktudvikling og produktion - de andre ligger i USA og Storbrittanien. Anlæggets cirka 800 medarbejdere overgår til Fujifilm, oplyser Fujifilm.

"Vi ser meget frem til at byde teamet fra Biogen Hillerød velkommen i Fujifilm Diosynth Biotechnologies-familien. Disse faciliteter i verdensklasse overgås kun af erfaringerne og kvalifikationerne hos teamet fra Biogen Hillerød på ca. 800 ansatte, og vi ser frem til at udnytte disse kvalifikationer til fordel for nuværende og fremtidige kunder," udtaler Steve Bagshaw, admin. direktør for 'Fujifilm Diosynth Biotechnologies' i pressemeddelelsen.

Fujifilm er som virksomhed mest kendt for at lave kameraudstyr, men arbejder altså også inden for medicinsk udstyr. 'Fujifilm Diosynth Biotechnologies' udvikler og producerer blandt andet biologiske lægemidler og er ansvarlig for alle Fujifilms biofarmaceutiske anlæg.

Biogen Hillerød råder over seks bioreaktorer på hver 15.000 liter til produktion af biologiske lægemidler fra cellekulturer.

"Anlægget udvider i betydelig grad Fujifilms kapacitet og muligheder og giver en sigtelinje mod store produktionsvoluminer," skriver Fujifilm i pressemeddelelsen.

"Den store investering understreger vores fortsatte engagement i at øge vores aktiviteter og blive brancheførende ved at lægge ressourcerne i Biogen Hillerød og Fujifilm sammen," udtaler Shigetaka Komori, bestyrelsesformand og admin. direktør i Fujifilm Corporation.

Fujifilm har foretaget flere opkøb gennem de seneste år for at skabe en vidtspændende virksomhed inden for sundhedssektoren, der dækker forebyggelse, behandling og diagnose. Virksomheden har senest i juni 2018 opkøbt virksomheden Irvine Scientific.

Opkøbet af anlægget i Hillerød forventes gennemført omkring august 2019 med forhold for sædvanlige betingelser, herunder indhentning af de krævede lovgivningsmæssige godkendelser fra konkurrencemyndighederne.

Fujifilm Corporation:

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...