På vinterens sidste dag, 28. februar, åbner et nyt supermarked i Roskilde. Det er Lidl, der slår dørene op på Holbækvej.
Den nye butik er skudt op på grunden, hvor der tidligere lå en Spar og før det en række andre supermarkeder.
Lidl har holdt det tidsestimat, de meldte ud i maj sidste år. Da det tidligere supermarked blev revet ned for fem måneder siden, var supermarkedskæden ellers tilbageholdende med at sætte dato på åbningen af den nyt butik.
Det skyldtes stor travlhed i byggebranchen, som gjorde det vanskeligt at finde en entreprenør. Men byggearbejderne er åbenbart oppe i gear, for de er nu nået så langt, at Lidl er klar til at binde an med en åbningsdato.
Butikken på Holbækvej bliver den anden Lidl i Roskilde. Den første åbnede på Københavnsvej i 2012.
