Tårn i Humlebæk vil booste hele Nordsjælland

Joachim Nielsen, Strategirådgiver, Sorte Får, Gl. Strandvej 119, 3050 Humlebæk

Hvert år besøger 700.000 mennesker Louisiana i Humlebæk. Langt de fleste kommer til Humlebæk i tog eller bil, går ind på museet og kører så igen.

Og man forstår dem godt. For udover et af verdens bedst beliggende museer, har Humlebæk ikke meget at byde på. I hvert fald ikke noget, museumsgæsterne har fået øje på.

En af grundene er, at ny turismeforskning viser, at kulturturister vil have flere attraktioner, hvis de skal bruge en hel dag i en by. Og der kommer Humlebæk til kort. Der er kun Louisiana.

Men det er der gudskelov råd for. Inspireret af det nye tårn i Haslev tæt på Gisselfeld Slot (se www.campadventure.dk), kan Fredensborg Kommune opføre Tårnet i Hejreskoven mellem Humlebæk Station og Louisiana!

I en stor og organisk spiral, går man i cirkler fra skovbunden og hele vejen op over trætoppene. Deroppe, i 45 meters højde, vil der være en fantastisk udsigt over Øresund og Louisianas museumshave. Ud over Krogerup. Til Sverige. Til Hveen. På klare dage vil man kunne se Barsebäck(!), Turning Torso, Øresundsbroen og vindmølleparken ud for Lufthavnen.

Udover at være en skønhed i sig selv, vil Tårnet blive et nyt vartegn for Fredensborg Kommune. Fredensborgs svar på Berlins Fernsehturm. Og være en kilde til flere kunder i centret, foran Humlebæk Station, i Sletten og i resten af Fredensborg.

Kampen om de globale kulturturister er benhård. Hamburg har bygget en ny opera. Berlin bugner af kultur. Stockholm er en evig hård konkurrent og mere lokalt har Helsingør let ved at holde på kulturturisterne en hel dag, fordi de har både Kronborg, Museet for Søfart og Kulturværftet indenfor gåafstand.

I Humlebæk har vi 700.000 gæster, vi som kommune ikke evner at få "sat krog i." Når de er færdige på Louisiana, er det ligeså hurtigt ude, som de kom ind. Og det er et årligt tab for kommunen og dens borgere. For støre indtægter kan nu engang veksles til enten lavere skatter eller hurtige afdrag af gæld.

Tårnet i Haslev koster ca. 25 mio. og folkene dernede er klar med ekspertise og erfaringer. De tager 125 kroner i entré og er altså i nul efter ca. 200.000 besøgende.

Hvert år besøger 3,5 gange så mange Louisiana. Og hvad med alle dem, der er i Helsingør? Vil de ikke også have et smukt kig ud over Øresund?

Jeg tror det. Og jeg håber, at byrådet vil sætte noget i gang og lade kommunens borgere få langt større glæde af Louisianas mange gæster.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...