Nyt kajakkort er søsat

SEJLADS Først kom det flydende havshelter. Så kom de gule informationsbøjer rundt om hele Halsnæs fra Liseleje til St. Havelse. Som afslutningen på tretrinsraketten udkommer nu Halsnæs Kajakkort, en A4-publikation, udgivet af Halsnæs Kommune og fyldt med ruter, kort og informationer om alt fra strandenge, sjældne blomster, sheltere, fugleedderkopper, landgangssteder og alt andet en kajakroer skal bruge for at bruge de 61 km kyststtrækning, der omkranser Halsnæs. Der er fjord, åbent hav og Danmarks største sø Arresø som de blå elementer - og der er skrænter, strandenge, rørskove og sandstrande som de grønne baggrunde for en god tur i kajak.

Kortet er blevet til i samarbejde med lokale kajakudlejere, kajak- og roklubber, lystfiskere, indehavere af overnatningssteder og et væld af andre interessenter. Friluftsrådet har støttet udgivelsen, der er til salg via turistbureauet på havnen i Hundested samt på vistnordsjaelland.dk, koster 80. kr. og er trykt på vandfast papir, så den kan spændes fast på kajakken uden at gå til. Det henvender sig både til klubbernes mange aktive kajakroere og så de 'wannabees' der gerne vil ud på vandet, men lige mangler det sidste for at komme afsted.

Ved søsætningen torsdag mødte medlemmer af Lynæs Sejl- og Kajakklub op i kajak og tørdragt med flot opvisning på vandet - og på landsiden holdt borgmester Steffen Jensen tale for de fremmødte fra klubber og overnatningssteder. Luften var kun fire grader, men en fin aprilsol varmede bænkene op ved Lynæs Havbad og gav forventninger om en lang sæson på vandet.

IMGP0959

Halsnæs er med i klubben

Flere andre steder i Danmark er der også kortlagt kajakterræn, nemlig Sydfynske Øhav, Limfjorden, Djursland og Odsherred og med det nye Halsnæskort blander kommunen sig i kredsen af områder, der gerne vil invitere flere mennesker ud på vandet til gode oplevelser.

Et af de oplagte lokale udflugtsmål er havshelteret ved Hvide Klint, som er blevet så populært at det er booket alle lørdage resten af året. Her kan man overnatte flydende, langt væk fra støjende veje. Hvordan man booker det, kan man også læse i kajakkortet.

"Der venter så mange gode oplevelser derude," udtaler Christian Oxenvad fra Halsnæs Kommune, der selv sejler kajak og har afsluttet kortprojektet i kommunens natur- og miljøafdeling. 'Man skal selvfølgelig have sikkerheden i orden, men med et kursus bag sig og lidt moderne grej kan mange flere komme på vandet. Hvis man bare vil prøve uden at eje er der flere steder, man kan leje kajakker og de lokale klubber har åbent hus-dage mange gange hver sommer. Halsnæs er kajakland' afslutter han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...