Rundt regnet 30.000 bøger, film, lydbøger og spil står klar til at blive udlånt igen, efter at være blevet flyttet fra Hedehusene Biblioteks gamle lokaler til de nye lokaler en enkelt etage derfra.
Lørdag klokken 10.00 åbner biblioteket officielt efter flytning, renovering og fornyelse af inventar.
I flytteperioden fra 6. maj til 7. juni har biblioteket været lukket for almindeligt lån og aflevering, da alt fra bøger, kontorer og it-udstyr skulle pakkes ned, flyttes og sættes op igen. Nogle ting er blevet kasseret undervejs og eventuelt erstattet af nyere, heriblandt de originale reoler og de bøger, der ikke bliver lånt af borgerne længere.
Siden 1972 har Hedehusene Bibliotek boet på førstesal af bygningen på hjørnet af Hovedgaden og Vesterkøb, men nu er det efter et meget stort ønske fra blandt andet lokale borgere og biblioteket selv endelig flyttet ned i stueetagen i samme bygning.
Samtidig bliver der mere luft, da man går fra cirka 485 til 600 kvadratmeter.
Den store fordel ved at flytte ned i gadeplan er, at man bliver en mere naturlig og integreret del af det øvrige byliv og hovedgadens puls.
- De nye lokaler er mere tilgængelige og synlige i bybilledet, og det giver en bedre forbindelse til eksempelvis stationsforpladsen. Det er med til at gøre Hedehusene til en endnu mere levende by at få biblioteket ned i stueplan, siger Jens Vincents, der er afdelingsleder for både Hedehusene Bibliotek og Taastrup Bibliotek.