Hvis der bliver kørt for stærkt på vores lokale veje, så er vi hurtige til at bestille en lokal fartkontrol hos politiet. Politiets fotovogne har nemlig stor opbakning i befolkningen. Det viser en undersøgelse som Rådet for Sikker Trafik har lavet.
I følge undersøgelsen mener 93 procent af de 3902 spurgte danskere, at fotovognene er med til at forbedre trafiksikkerheden, undgå trafikdrab og få bilisterne til at overholde hastighedsgrænserne. Kun syv procent svarer, at fotovognene udelukkende er sat i verden for at skrabe penge i bødekassen.
Sikker Trafik har også lavet en rundspørge blandt landets politikredse for at høre, hvor mange, der benytter sig af muligheden for at bestille en lokal fartkontrol. Denne ordning blev landsdækkende i december sidste år, og politikredsene oplever generelt en stor efterspørgsel.
- Man må formode, at de personer, der anmoder om en fartkontrol selv synes, at de kører pænt på de strækninger, som de gerne vil have kontrolleret, men når så mange oplever, at der bliver kørt for stærkt, skyldes det så, at du selv kører for hurtigt i andres baghave? spørger Michelle Laviolette, der seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik og fortsætter:
- Du skal køre, som du også ville gøre på din egen villavej. Tag de samme hensyn ude i trafikken, som man ville gøre på der, hvor ens egne børn leger, siger hun.
Politiet rykker ud for at tjekke farten
Og politiet bakker op om borgernes ønsker om lokale fartkontroller. I Sydsjællands og Lolland Falsters Politikreds var der sidste år 600 anmodninger om at få en lokal fartkontrol, og der blev lavet fartmålinger 450 steder på borgernes opfordring.
- Det var os, der fandt på denne mulighed for at bestille en fartkontrol, og vi kører på 5. år nu, så vi har megen erfaring i at håndtere disse henvendelser fra borgerne, fortæller Erik Mather fra færdselspolitiet.
- Sidste år var vores måltal, at vi skulle ud til 400 bestilte fartkontroller, og vi nåede 450, så det er vi glade for, fortæller han.
Midt- og Vestsjællands Politi har i 2019 modtaget 193 anmodninger om en lokal fartkontrol, og det har ført til 150 målinger, lyder meldingen fra denne politikreds.
Hos Vestegnens Politi har der siden ordningen blev indført i december 2018 været 56 henvendelser fra borgere, som ønskede en lokal fartkontrol og ifølge undersøgelsen fra Sikker Trafik, så havde Nordsjællands Politi cirka 600 anmodninger om fartkontrol i 2018.
Ikke alt kan imødekommes
Erik Mather fra færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland Falsters Politi fortæller, at det ikke er alle anmodninger om fartkontrol, som politiet kan i mødekomme. Det kan skyldes, at bliver spurgt til målinger på strækninger, hvor politiet havde været for nylig eller hvor trafikmængden bliver vurderet til at være for lille.
- Det er heller ikke alle, der synes, at sådan en fotovogn er det fedeste at have på vejen, så vi oplever henvendelser om en lokal trafikmåling, der må betegnes som chikane mod politiet, fortæller Erik Mather
- Det kan handle om fartkontrol for enden af en villavej eller andre steder, hvor det ikke giver mening at sætte fartmåleren op, siger han.
