Medicinske patienter og deres pårørende behøver ikke længere være bekymret for at skulle indlægges på Holbæk Sygehus.
Styrelsen for patientsikkerhed har i hvert fald vurderet, at der ikke længere er »problemer af betydning for patientsikkerheden« på sygehusets medicinske afdeling, der er blandt landets største. Det fremgår af en tilsynsrapport og afgørelse fra Styrelsen, hvor man også ophæver et påbud til sygehuset om få styr på behandlingen af de medicinske patienter, der blev indført i april sidste år.
Ifølge Knut Borch-Johnsen, vicedirektør og lægefaglig chef på Holbæk Sygehus, har man fået nye arbejdsgange og datasystemer op og køre. Det betyder, at man kan overvåge patienterne og behandlingen langt bedre, end tidligere, og det på et niveau, som er højere end normalt i sundhedsvæsnet.
- Det giver en helt anden tryghed i afdelingen og mulighed for at gribe hurtigere ind, hvis der er nogle rutiner, der bliver svækket. Det er noget, vi vil arbejde videre med, også selv om påbuddet nu er væk, siger han.
Patienter fra Roskilde
En anden årsag til fremgangen er, at man ikke længere har konstant overbelægning, hvor patienter må ligge på gangen eller andre afdelinger. Blandt andet fordi Sjællands Universitetshospital i Køge overtog en del patienter fra Roskilde-området efter påbuddet blev indført.
De patienter skal efter planen tilbage til Holbæk, når en planlagt udvidelse med op imod 18-20 ekstra senge er færdig i løbet af 2020.
Knut Borch-Johnsen forventer, at man vil blive klar til at tage imod de ekstra patienter til tiden.
- Der kommer flere enestuer til patienterne, og det er vigtigt, hvis patienter bliver indlagt med influenza eller infektioner, hvor de kan smitte andre patienter. For så er man nødt til at isolere patienterne. Lige nu har vi ikke ret mange enestuer. Det betyder, at vi må nedlægge en seng, hver gang der kommer en infektionspatient ind, siger Knut Borch-Johnsen.
Påbuddet, der altså nu bliver ophævet, blev indført efter et tilsynsbesøg, hvor styrelsen konstaterede massiv og en konstant overbelægning, der betød, at patienter lå på gangene eller andre afdelinger.
Personalet havde så travlt, at der blandt andet var problemer med at sikre, at patienterne fik den rette medicin og i de rette doser.
I enkelte tilfælde var patienter sågar unødigt længe indlagt, fordi personalet ikke havde tid til at få »færdiggøre« den enkelte patient og sikre udskrivelsen.
Medicinsk afdeling på Holbæk sygehus modtager normalt patienter fra Holbæk, Kalundborg, Odsherred, det nordlige Sorø og Lejre, og fra 2020 altså også fra Roskilde-området.
