Venstre er igen størst - trods kendt rød folketingskandidat

Alt er igen ved det gamle i Fredensborg Kommune. Venstre er igen det største parti - den post havde Socialdemokratiet kun kortvarigt i 2015, hvor partiet fik 21,2 procent af stemmerne. Det lykkedes ikke partiet med folketingskandidat Per Frost Henriksen at fastholde den position.

Tværtimod tabte partiet 1,5 procentpoint af stemmerne, selvom Per Frost Henriksen som byrådsmedlem og formand for Børne- og Skoleudvalget kæmpede en brav kamp på gaderne. Til sidst kunne han godt mærke, hvad vej, det bar.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg havde en lille kreds og skulle have et meget godt valg, hvis jeg skulle have chance for at komme i Folketinget. Den seneste uge kunne jeg godt mærke, at der var stemmer, jeg ikke ville få. Så det overrasker mig ikke, men jeg vil også sige, at jeg ikke synes, at det er et nederlag. Vi er på vej til at få en ny socialdemokratisk regering, sagde Per Frost Henriksen (S) sendt onsdag aften.

På det tidspunkt havde han afskrevet muligheden for at få det 3. socialdemokratiske mandat i Nordsjælland.

- Det her været sjovt, og vi ført en god kampagne med mange, der har hjulpet. Man kan sige, at vi - og jeg - har taget en for holdet, og nu glæder jeg mig til at komme tilbage i byrådet på fuld tid, fordi det er jo noget, som jeg er meget glad for, uddyber Per Frost Henriksen, der er en anelse mere forsigtig med at kommentere det faktum, at Socialdemokratiet er gået tilbage i Fredensborg Kommune med 1,5 procent af stemmerne.

- Jeg har ikke været inde og kigge nærmere på tallene for at se, hvad der er af forskydninger internt mellem partierne, siger Per Frost Henriksen, hvis parti endte med at få 19.7 procent af stemmerne i Fredensborg Kommune, altså hver femte.

Det er en anelse under Venstre, der fik 22,9 procent af stemmerne i Fredensborg Kommune.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...