Det var lidt af et syn, der mødte Pia Hansen, da hun fredag morgen gik tur ved Heatherhill. Et godt stykke af skrænten var styrtet ned.
- Jeg blev forskrækket over at se, hvad der var sket. Jeg bor cirka seks kilometer fra Heatherhill og min mand og jeg talte om, at om ti år har vi nok havudsigt. For der bliver ikke gjort noget, siger hun.
Efter gåturen lagde hun et opslag på Vejbynet på facebook og advarede folk med teksten »Pas på, hvis I går tur ved Heatherhill« ledsaget af et foto, taget af en bekendt, som er blevet delt 100 gange.
- Det optager folk, for det er et område, som er meget besøgt. Det er et af de eneste rigtigt bakkede områder, vi har heroppe, siger Pia Hansen.
Gribskov Kommune har ligeledes lagt et opslag på Facebook i lørdags med information om, at en del af skrænten er faldet sammen og en opfordring til at passe på. Der er også sat markering op ved nedstyrtningsstedet. Men ellers er der ikke meget at gøre, fortæller teamleder i Teknik og Miljø i Gribskov Kommune, Inger Tommerup Fogh, som fortæller, at flere skred ventes den kommende tid.
- Vi har været deroppe og kigge, og der er sket nogle skred. Så vi har lavet markering deroppe for at varsko om, at man ikke skal bevæge sig ud til kanten. Vi følger det løbende og forventer, at der sker flere skred, så vi sætter mere markering op og gør det tydeligt, at man ikke skal gå ud. Der vil også blive fjernet nogle bænke, som står udsat. Men der er ikke rigtig noget at gøre for at undgå det. Naturen arbejder deroppe, og vi kystsikrer ikke, fordi det er en naturgrund. Stormen står lige på det sted og bølgerne gnaver ind under skrænten, siger Inger Tommerup Fogh.
Når det kommende storstilede kystsikringsprojekt Nordkystens fremtid, hvor både Halsnæs, Helsingør og Gribskov Kommuner samarbejder, kan det gøre en forskel, vurderer Inger Tommerup Fogh,
- Når Nordkystens Fremtid kommer med sand, så bliver bølgerne stoppet længere ude, siger hun.