Antallet af rotter i Slagelse Kommune skal nedbringes - og det kræver en ekstra indsats.
Kommunens embedsfolk har for nylig udarbejdet en tre-årig rottehandleplan for at opnå en mere effektiv og forebyggende rottebekæmpelse med mindst muligt giftforbrug.
Formand for miljø-, plan- og landdistriktsudvalget Jørgen Grüner (SF) mener, det i udgangspunktet er en god plan, men han ønsker at sætte »turbo« på:
- Vi ønsker at knække kurven, som stort set kun er steget siden 2011, siger han til Sjællandske.
På udvalgets seneste møde den 4. februar blev det derfor besluttet, at man vil udarbejde en »mere ambitiøs plan«, der skal nedbringe antallet af rotter.
- Hvornår forventer du, at planen er klar?
- Jeg håber, vi kan nå det inden sommerferien, siger han.
En positiv ting, som kan aflæses på skemaet, er, at mængden af rottegift, som udlægges, er faldet markant.
- Men kan det så ikke samtidig være en af årsagerne til, at der nu er flere rotter?
- Der er mange årsager til, at der er flere rotter - ikke kun i Slagelse, men i hele landet. De milde vintre er en væsentlig årsag, og hvad giften angår, så har vi konstateret, at rotterne er blevet mere resistente, siger udvalgsformanden.
Mens vejret ikke sådan lige kan ændres ved et trylleslag, så er der flere andre håndtag, som kommunen kan skrue på.
Blandt andet øget brug af »intelligente fælder«, der automatisk sender besked om, når en rotte går i fælden. Opsætning af flere rottespærrere og udbedring af defekte kloakker og afløbsinstallationer. Og ikke mindst mere styr på de mange vildtfodringspladser:
- Udfordringen i bekæmpelsen her er, at rotterne har fri adgang til føde og ofte gode gemmesteder i nærheden, siger Jørgen Grüner.