Selvom venskabsbysamarbejdet i kommunens budget for 2019 er sat på pause, så fungerer det stadigt. Det så man her i weekenden, hvor Høje-Taastrups Kommunale Musikskole havde besøg af orkestret La Bamba Strings fra kulturskolen i Ängelholm i Sverige.
Det blev til den store nordiske forbrødring ved en koncert i Taastrup Kulturcenter i lørdags. Her spillede La Bamba Strings sammen med Musikskolens orkester FRESCO i et stort fælles symfoniorkester.
Koncerten bød på blandt andet filmmusik af John Williams, rockmusik af Queen samt nordisk musik fra Sverige, Norge,a Finland og Danmark.
Datoen den 4. maj, som markerede, at besættelsen fra de tyske tropper under Anden Verdenskrig stoppede, blev markeret med et helt nyskrevet arrangement af »Det var en lørdag aften«. Arrangementet var skrevet af Musikskolens leder og dirigent for FRESCO Jan Hansen.
Arrangementet er inspireret af den svenske sanger Östen Warnerbrings egen tekst til gamle danske folkemelodi. Östen Warnerbrings tekst handler om, hvordan han oplevede, at lysene på den danske side af sundet pludselig blev tændt efter at have været slukket på grund af mørkelægning i de 5 år under besættelsen.
Derfor er titlen på stykket »Det var en lördagsafton«
Musikskoleleder Jan Hansen fortæller, at han håber, at det gode og succesfulde samarbejde med Ängelholm Kulturskole fortsætter og udbygges med flere besøg hos hinanden.
- Det er fantastisk at se, hvor godt og frugtbart samarbejde de danske og svenske unge kan have og hvor godt de fungerer sammen omkring musikken, siger Jan Hansen.