Havarikommissionen mangler stadig det rigtige lejemål med en kæmpe hal

Katastrofen ramte Storebæltsbroen onsdag morgen, da lyntoget og godstoget forulykkede og otte mennesker omkom.

Hvis det bliver nødvendigt for Havarikommissionen at tage dele af togene med fra det afspærrede terræn i Nyborg til nærmere undersøgelse, skal delene fragtes til Roskilde, skriver DAGBLADET Ringsted.

Dele fra tragedietogene skulle ellers have været til Ringsted, hvis det var gået efter planen for den første runde udflytning af statslige arbejdspladser.

Havarikommissionen skulle være flyttet fra Roskilde til Ringsted senest med udgangen af december 2017.

Havarikommissionens otte ansatte har stadig kun kontorer på Jættevej 50a i Ringsted.

- Vi har stadig adgang til vores gamle undersøgelseshal i Roskilde. Det har vi, indtil det lykkes at finde det helt rigtige sted i Ringsted, siger Havarikommissionens chef, Martin Puggaard.

Udfordringerne med at finde den helt rigtige placering skyldes netop kravene til en undersøgelseshal.

- Vi har nogle krav, som vi er nødt til at have opfyldt. Vi skal have en hal med dobbelt loftshøjde, og der skal være plads til, at lastbiler kan vende og bakke ind med store maskindele, som skal hejses ned med en kran, siger Martin Puggaard.

En permanent placering skal også helst være tæt på gode, offentlige transportmuligheder.

Det sidste skyldes især pårørende til kvæstede eller døde i havarier med tog eller fly.

- Vi har altid en debriefing af pårørende, inden vi offentliggør en rapport. Det er her, vi fortæller pårørende, hvad rapporten konkluderer. Nogle kommer med offentlig transport. Nogle vil gerne se, de dele, vi har undersøgt. Derfor kommer de til hallen. Nogle vil ikke. Så holder vi debriefingen et andet sted. Vi har også holdt debriefinger i udlandet, når der har været udenlandske pårørende i en sag, forklarer Martin Puggard.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...