Ny afdeling ser dagens lys i Køge Kommune

Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune har pr. 1. april fået en ny afdeling.

ETK og Anlægsafdelingen er nu fusioneret til en ny Teknik- og Ejendomsafdeling.

Beredskabsopgaven, som kommunen overtager fra Østsjællands Beredskab til nytår, henlægges også til den nye afdeling.

Den nye afdeling kommer som resultat af besparelser i kommunen.

Der er nedlagt 4 chefstillinger som led i Køge Kommunes bestræbelser på at spare ca. 10 millioner kroner fra budget 2020.

Heriblandt stillingen som anlægschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

For at sikre den fortsatte koordination mellem opgaver, har Teknik- og Miljøforvaltningen derfor besluttet at oprette den nye Teknik- og Ejendomsafdeling, der skal skabe bedre synergi mellem de planlæggende og de udførende funktioner i forvaltningen til gavn for Køge Kommunes borgere.

Tidligere ETK-chef Petter Møller er udpeget som afdelingschef for den samlede Teknik- og Ejendomsafdeling.

Den nye afdeling vil bestå af to søjler.

Én for kommunens ejendomme og én for kommunens veje og byrum.

I søjlen for ejendomme samles al form for ejendomsservice, nybyggeri, genopretning, vedligeholdelse og administration.

På den måde får Køge Kommune ét samlet ejendomscenter med ansvar overfor Teknik- og Ejendomsudvalget. Tidligere driftschef i ETK, Giulia Lorenzen, er udpeget som ejendomschef.

Vej- og byrumssøjlen vil bestå af Veje og Byrum og Parkeringsteam fra den forhenværende Anlægsafdeling samt entreprenørfunktionerne på ETK.

Enheden vil få det samlede ansvar for anlæg, drift og vedligehold af kommunens veje, grønne områder, stadion og idrætsanlæg, strande m.v.

Hertil kommer parkering, trafiksikkerhed, kollektiv trafik og myndighedsudøvelse på vejområdet og brugen af vejarealer.

Tidligere sektionsleder Søren Toft Mahler fra Anlægsafdelingen er udpeget som anlægs- og driftschef for veje og byrum.

ETK var indtil 2014 en udfører-virksomhed i en kommunal bestiller-udfører-model.

For at få en mere sammenhængende opgaveløsning besluttede byrådet at omlægge ETK til kommunal driftsenhed under Teknik- og Miljøforvaltningen med budget og ansvar i Teknik- og Ejendomsudvalget.

Modellen har vist gode resultater og betydet flere besparelser for Køge Kommune. Med den nye organisering fastholdes og tydeliggøres den driftsmodel.

Selvom Teknik- og Ejendomsafdelingen er en ny afdeling i Teknik- og Miljøforvaltningens organisation, er det besluttet at fastholde navnet ETK udadtil:

"ETK er et kendt navn i Køge Kommune, og spiller en stor og værdifuld rolle i vores hverdag. Det er ETK, som både passer på de mange fysiske værdier, vi som kommune har ansvar for, og som også kan træde til og hjælpe borgerne ved store hændelser, som for eksempel ved oversvømmelser. Vores model med en kommunal driftsenhed fungerer rigtig godt", siger Teknik- og Miljødirektør, Torben Nøhr.

pm

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...