Ring når du har storskrald og haveaffald

Byrådet har netop godkendt den sidste ændring af Regulativ for husholdningsaffald, der betyder, at husstande i kommunen fra 1. maj 2019 selv skal bestille afhentning af storskrald og haveaffald. Samtidig bliver det muligt at forøge antallet af afhentninger fra de nuværende 4 gange til 7 gange årligt.

- Jeg tror den nye bestiller-ordning bliver en fordel for kunderne. Det bliver i højere grad muligt at få afhentet storskrald og haveaffald, når der er brug for det, da kunderne kan bestille flere afhentninger end tidligere, så der i alt kan blive op til 7 afhentninger fra foråret over sommeren til og med efteråret", siger bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Per Tærsbøl.

Det forventes, at det samlede antal afhentninger samt mængden af storskrald og haveaffald vil falde i forhold til det nuværende niveau som følge af ændringen, men for borgere uden bil vil dette være en serviceforbedring, da antallet af afhentninger forøges.

- I dag bliver der kørt en del forgæves ture til veje, hvor der er ingen eller kun er ganske få husstande, der benytter sig af den nuværende mulighed med fast afhentning af haveaffald. Med den nye bestillerordning undgås i højere grad forgæves kørsler, og det er både godt for miljøet - og for økonomien, da omkostninger i forbindelse med driften af ordningen forventes at falde, fortæller Per Tærsbøl.

Ændringerne for storskrald og haveaffald kommer til at flugte med hinanden, så det for begge gælder, at afhentning fra 1. maj skal ske via bestilling. Afhentningen vil så ske i udvalgte områder på forudbestemte datoer, der kræver tilmelding et par dage i forvejen. Allerede i dag fungerer der en bestiller-ordning for afhentning af haveaffald og storskrald for dele af kommunen. Det gælder husstande i midtbyen og i landdistrikterne.

I løbet af foråret vil Forsyning Helsingør iværksætte en informationskampagne, der skal gøre kunderne opmærksomme på de nye afhentningsregler - og hvordan de konkret kan tilmelde sig ordningen. De nuværende regler fungerer indtil 1. maj.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...