Man svømmer og svømmer, men kommer aldrig rigtig nogen vegne.
Sådan er det med vedligeholdelsen og den daglige drift af Næstved Svømmehal fra 1973 på Nygårdsvej.
Svømmehallen er i stærkt forfald, og der spenderes mange penge på at holde den oven vande.
Filtrene, der renser vandet, er slidt ned og sender grus tilbage i bassinet. Betondragerne, der bærer det skibakkeformede tag, er godt i gang med at forvitre.
Onsdag var svømmehallen helt lukket, så de gamle sandfiltre kunne blive udskiftet med nye.
Gruset, der havner på bundet af bassinet, er ikke sundhedsskadeligt. Men det hører hjemme i filtrene, der renser vandet og ikke i bassinet.
Sandet er endnu et symptom på svømmehallens egentlige problem.
Den er slidt ned. Ifølge en rapport fra rådgivningsfirmaet COWI, vil det koste 127 millioner kroner at renovere Næstveds tre svømmehaller.
Den suverænt dyreste at få sat i stand er svømmehallen på Nygårdsvej. For at få at skik på svømmehallen, skal der bruges 82 millioner kroner.
Renovering af Herlufsholm Svømmehal vil koste 27,7 million kroner og en renovering af Birkebjergparkens Varmtvandsbassin vil udløse en udgift på 16,7 millioner kroner.
- Vi kan ikke skruen ned for den almindelige vedligeholdelse, så vi er nødt til at udføre livsforlængende nødhjælp, siger Philip Greeen, daglig leder af HGs Idrætscenter og Næstveds tre svømmehaller.
Byrådet har afsat 150 millioner kroner til en helt ny svømmehal.
Det forudsætter, at Næstved Svømmehal, Birkebjergparkens Varmtvandsbassin og Herlufsholm Svømmehal lukker.
Projektet med en ny svømmehal har flere gange haft brug for en redningskrans - blandt andet da eksterne investorer ikke viste interesse for at opføre og drive et vandkulturhus.
Der arbejdes videre med placering og indretning af ny svømmehal og den endelige beslutning træffes til efteråret.
I mellemtiden må der hældes flere penge i vedligeholdelsen.
- Det er lidt irriterende, når vi ved, at der venter noget forude. Vi ved bare ikke, hvad det er, siger Philip Green.