valg Flere kandidater til Folketinget har oplevet at få ødelagt eller revet deres plakater ned. Blandt andet Julie Herdal Molbech fra Alternativet og Thomas Bak fra Venstre.
De to kender hinanden godt, og nu har Julie Herdal Molbech fået lov til at genbruge nogle af de plakater, som Venstre har taget ned efter EP-valget.
"Derfor hænger der nu håndtegnede plakater fra Alternativet med Venstre på bagsiden rundt omkring i Allerød," fortæller Julie Herdal Molbech og fortsætter:
"Reaktionen fra tilskuerne er typisk først vrede eller forargelse, fordi de tror, at det drejer sig om plakattyveri. Men der skal kun en kort forklaring om samarbejde og genbrug til at vende stemningen: "God ide! God stil!", siger de fleste."
Samarbejdet mellem Julie Herdal Molbech og Thomas Bak er bare et eksempel på, hvordan kandidaterne i Nordsjælland finder sammen på tværs af partiskel.
Som gæstebartendere på 'Skum' i Helsingør forleden blev Julie Herdal Molbech eksempelvis enig med Morten Messerschmidt (O) og Martin Lidegaard (B) om at begrænse antallet af plakater ved næste folketingsvalg til 10 pr. kandidat, fremgår det af en pressemeddelelse fra Julie Herdal Molbech.
