Nye tider på central p-plads

Der er ændringer på vej vedrørende parkeringen på Gasværksgrunden i Holbæk, skriver dagbladet Nordvestnyt lørdag.

Siden 2012 har der været to zoner med forskellige tidsbegrænsninger på den store parkeringsplads mellem bymidten og havnen i Holbæk.

Det handler om parkeringen på Havnevej Syd, i daglig tale Gasværksgrunden, der ligger mellem Piratstræde i vest og Gasværksvej (og Elværket) i øst. I de to zoner er der tidsbegrænsning på henholdsvis to og fire timer.

Der er behørigt skiltet med reglerne, men Holbæk Kommunes administration har modtaget en del klager over, at opdelingen i to zoner er forvirrende.

Administrationen har derfor foreslået at ensrette tidsbegrænsningen til fire timer på hele området. Det har klima- og miljøudvalget i denne uge indstillet godkendt inden behandlingen i økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.

Samtidig med at tidsbegrænsningen bliver den samme, vil tidsrummet for begræsningen blive udvidet til ti timer på alle hverdage, nemlig fra klokken 7 til 17.

Tidsrummet er i begge zoner nu fra klokken 10 til 18.

Desuden er der om lørdagen en tidsbegræsning fra klokken 10-14 i begge zoner. Den vil helt forsvinde.

Vurderingen fra administrationen er, at flere pladser med fire timer og udvidelsen af tidsbegrænsningen mandag-fredag vil give bedre muligheder for længerevarende ophold i midtbyen.

Derimod må der forventes at være et mindre flow i udskiftningen på pladsen, end der er med de nuværende regler. Personalet fra Parkeringsservice har konstateret, at der er en meget varierende belægning på Gasværksgrunden. Men med de nuværende forhold tager det højst fem minutter, før der er en ledig plads til bilen.

De nye regler, der ventes vedtaget, vil løbende blive evalueret, når det gælder belægning, flow og henvendelser fra borgere. Hvis der viser sig at være for lidt flow og kapacitet, vil det blive overvejet, om tidsbegrænsningen skal ændres til tre timer for hele pladsen.

Ved indførelsen af fire timers-reglen er der planlagt en overgangsperiode på en uge, hvor parkeringsvagterne deler flyers ud med information om ændringen - i stedet for afgifter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...