I weekenden var Køge Håndbolds U14 piger afsted til det officielle Danmarksmesterskab i Suvit arena i Gudme med GOG Håndbold som arrangør.
Køge pigerne spillede tre kampe og lagde ud mod FIF fra Frederiksberg. En meget lige kamp hele vejen igennem som da også endte 16-16.
Lørdagens anden kamp stod mod Løgstør HK, som kom under gevaldigt pres i første halvleg, hvor Køge pigerne var foran med 8 mål ved pausen. Løgstør havde dog ikke planer om, at lægge sig ned og kæmpede sig langsomt op igen. Slut resultatet var der dog aldrig tvivl om - Køge Håndbold vandt 23-19.
Dermed var der lagt op til et brag af en finale søndag middag, da modstanderen Skanderborg Håndbold, som havde hentet maksimum point i deres to kampe lørdag.
Det var altså mellem Køge Håndbold og Skanderborg Håndbold, at Danmarksmesteren skulle findes. Kampen startede med et hæsblæsende pres fra Køge pigerne, som efter otte minutter havde bragt sig foran 7-0. Skanderborg bed tilbage og kom på 7-5. Køge scorede igen et par gange og var dermed foran med 3-4 mål stort set resten af kampen.
Finalen endte med en knusende sikker 28-20 sejr til Køge, som dermed kunne løfte det første officielle DM trofæ nogensinde for et hold fra Køge Håndbold.
Køge Håndbolds Laura Maria Borg Thestrup blev helt fortjent kåret som finalens bedste spiller med hele 11 mål og en sublim forsvarsindsats, men i det hele taget spillede hele Køge holdet på et meget højt niveau, hvilket også udmøntede sig i anerkendende ord fra DHF´s talentansvarlige på pigesiden, Flemming "Tuborg" Larsen.
Lørdag den 4. maj står Køge Håndbold i øvrigt igen overfor for FIF, når de to hold tørner sammen i HRØ pokalfinalen på Frederiksberg.
Køge Håndbold U14 pigers førstehold består af Sara Affeldt, Sofie Laursen, Stine Friis, Filippa Nedovic, Mathilde Rolighed, Ida Wrang Nielsen, Laura Maria Borg Thestrup, Selma Overgaard, Sara Thomsen, Anne With Johansen og Amalie Larsen. Cheftræner er Danni Bach Müller med assistenterne Anders Laursen og Kenni Bach Müller.
Se flere fotos fra DM-finalen på sn.dk/koege.