For anden dag i streg var Danmarks kvindelandshold i håndbold markant stærkere end Ukraine, og det endte derfor med en ny storsejr.
Opgøret søndag, som blev spillet i Arena Nord i Frederikshavn, endte 35-20 i rød-hvid favør.
Spillet virkede en smule mere hakkende i søndagens opgør i forhold til lørdagens, men det var tydeligt fra start, at det ville ende med en udklassering.
Særligt forsvarsspillet var i balance, selv om trænerteamet eksperimenterede med en offensiv variant.
Danmark har nu spillet sin sidste testkamp, inden det går løs ved VM i Spanien 2. december, hvor Tunesien venter i premieren.
Danmark lagde stærkt ud i søndagens opgør, og ligesom i lørdagens opgør stod forsvaret som nævnt rigtig stærkt. Det gjorde det let for Althea Reinhardt i målet.
I den anden ende sørgede særligt Kristina Jørgensen for, at målene haglede ind om ørerne på Ukraines målmand. Viborg HK-profilen diskede op med både langskud og fine oplæg til holdkammeraterne.
Efter godt ti minutter var Danmarks føring på 8-3.
Intensiteten faldt i styrke, og fejlprocenten steg, efterhånden som halvlegen skred frem, og Danmark begyndte også at eksperimentere med offensivt forsvarsspil.
Ikke desto mindre gik Jesper Jensens tropper til pause med en sikker føring på 17-10.
I anden halvleg var spillet igen lidt rodet. Det skyldtes, at Jesper Jensen besluttede at skifte flittigt ud i bagkæden.
Undervejs i halvlegen pillede han Mette Tranborg ud til taktisk snak. Den tårnhøje højreback har alle forudsætninger for at gøre sig gældende som langskytte, men havde været totalt usynlig.
Efter den taktiske snak og 45 minutters spil steg hun endelig op, og så hamrede hun uimodståeligt bolden i nettet. Det vil Jesper Jensen formentlig gerne se mere af ved VM.
Defensivt blev Ukraine for anden dag i træk holdt i omegnen af 20 mål, og så har man gode forudsætninger for at vinde en håndboldkamp. Danskerne udbyggede da også stille og roligt føringen og vandt i sikker stil.
/ritzau/
