Aftale for fremtiden kan åbne for boliger i omstridt del af byen

Stephan Sørensen, Rema 1000. Foto: Jonas Pryner Andersen

Stephan Sørensen, Rema 1000. Foto: Jonas Pryner Andersen

Det fælleskommunale vandselskab Novafos' planer om at bygge et fælles renseanlæg for Hørsholm, Allerød, Rudersdal og dele af Furesø kommuner nær Agiltevej vest for Helsingørmotorvejen har skabt røre blandt borgere og politikere.

Ud over modstanden mod et stort anlæg midt i et grønt område, fyrer planerne også op under bekymringer for at der følger boligbyggeri i kølvandet på et muligt anlæg.

Denne frygt giver Dorte Holst fra 'Borgergruppen mod det nye rensningsanlæg' udtryk for i et debatindlæg i Ugebladet (side 36).

En højere mening

"Hvis vi må være lidt konspiratoriske, så er der måske en højere mening med samarbejdet mellem Novafos og Hvedehave Gårde ApS, som kunne være følgende: Kommunalbestyrelsen stemmer for renseanlægget ved Agiltevej og baner dermed vejen for at Hvedehave Gårde ApS hen ad vejen kan bygge boliger på de omtrent 20 hektar, som Hvedehave Gårde ApS ejer ved nabogården. Og dermed kunne vi ende med et 46 hektar stort nybyggerområde i det naturrige område ved Agiltevej," skriver Dorte Holst blandt andet.

Hvis ellers Hørsholm Kommune åbner for at byudvikle vest for motorvejen - som er landbrugsjord - er det scenarie ikke helt utænkeligt.

Afleverer resten

Der foreligger nemlig en aftale mellem Hvedehave Gårde ApS og Novafos om at ejendomsselskabet overtager hele Store Hvedehavegård (8 hektar), hvis det viser sig, at Novafos ikke får brug for det til et nyt renseanlæg.

Det bekræfter dene ene af ejerne af Hvedehave Gårde ApS, Stephan Sørensen, og Carsten Nystrup, administrerende direktør i Novafos.

Historien er denne: Hvedehave Gårde ApS købte hele Lille Hvedehavegård og en del af Store Hvedehavegård øst for Helsingørmotorvejen. I den forbindelse bliver selskabet opmærksom på, at ejeren af Store Hvedehavegård, Niels Blicher Jørgensen, ønsker at sælge.

"Vi indleder dialog med ejeren og snakker om tingene. Men dialogen går i stå. Det undrer vi os over og forsøger at finde ud af, hvad der sker," fortæller Stephan Sørensen.

Krydsende forhandlinger

Forklaringen er, at Niels Blicher Jørgensen forhandler med Novafos. Og han ender med at sælge hele sin ejendom til vandeselskabet.

"Handlerne krydser hinanden, kan man sige. Vi kontakter derfor Novafos for at finde ud af, hvad de har tænkt sig," forklarer Stephan Sørensen.

Novafos har tænkt sig at anskaffe sig jord til en rensenlæg "som et strategisk opkøb," som administrerende direktør Carsten Nystrup pointerer.

I afklaringen mellem Hvedehave Gårde ApS og Novafos bliver det tydeligt, at vandselskabet ikke har brug for mere end de omkring 8 hektar, der skal bruges til et renseanlæg.

De to selskaber aftaler på den baggrund, at Hvedehave Gårde ApS overtager resten, hvis det viser sig, at det nye renseanlæg ikke bliver bygget ved Agiltevej.

Det er landbrugsjord, som Hvedehave Gårde ApS, ikke har købt for at bygge landbrug.

Ikke til landbrug

"Et renseanlæg er ikke en blomst der er groet i vores have. Og nej, det er ikke for at dyrke kartofler eller gulrødder," lyder Stephan Sørensen svar på spørgsmålet, hvorfor Hvedehave Gårde ApS er interesseret i ejendommene.

"Det er en strategisk aftale, som forhåbentligt giver os mulighed for at bygge noget der på et tidspunkt," siger Stephan Sørensen, der også svarer bekræftende på, at det helst skal være boliger.

Bundet borgmester

Det kræver dog, at der ad åre bliver åbnet for at byudvikle vest for motorvejen. Det har ifølge borgmester Morten Slotved (K) lange udsigter.

"De kommende kommunalbestyrelser kommer til at tage diskussionen om vest for motorvejen. Området er en del af Fingerplanen, så der skal dispenseres fra den. Det tager tid," forudser borgmesteren, "8-12 år," skønner han.

Selv er han bundet af konstitueringsaftalen med Socialdemokratiet og Radikale. Ifølge den må der ikke gøres noget vest for motorvejen.

Fra nytår står Morten Slotved fri af den aftale.

“Og så hilser jeg den diskussion velkommen," lyder det fra Morten Slotved.

Ifølge Ugebladets oplysninger er prisen på Store Hvedehavegård (inkl. jordstykket øst for motorvejen ud for Bakkehusene) 20,5 millioner kroner.

Et renseanlæg er ikke en blomst der er groet i vores have

Stephan Sørensen, Hvedehave Gårde ApS

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...