’Politiet er til stede i området ved Åtoftevænget i forbindelse med et mistænkeligt forhold. Vi søger en mand, 31 år gammel, 175 cm, lyst hår, sort kasket, sort trøje med hvid skrift, blå bukser og skinne på det ene ben. Undlad at tage kontakt og ring til 1-1-4, hvis du ser ham.’
Sådan lød en Twitter-opdatering fra Midt- og Vestsjællands Politi tidligere tirsdag. Manden er nu i politiets varetægt, og der er ikke sket noget strafbart, forklarer kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.
– Der er tale om en socialsag, hvor der er foregået noget på mandens bopæl, som ikke er strafbart. Det har påvirket ham voldsomt, og han tog derfor flugten. Vi havde en bekymring for hans ve og vel, siger Martin Bjerregaard, der understreger, at ingen har lidt overlast i forbindelse med politiaktionen.
– Vi tilbyder ham den fornødne hjælp, som hans situation giver anledning til, siger han videre.