Living & More er Coops nye møbel showroom i Slotscentret

Den 30. september klokken 10 er der åbningsfest i Coops nye Living & More møbelbutik i Slotscentret. Møbelbutikken er kun den anden af sin slags i Danmark og skal styres fra Kvickly. Det bliver også medarbejdere herfra, som er klar til at rådgive kunderne i åbningstiden onsdag til søndag fra klokken 10-19.

Avisen besøgte den nye møbelforretning sammen med souschef i Kvickly, Andreas Rasmussen, nogle få dage inden åbningen. Her var der allerede kunder på vej indenfor, da der blev tændt lys i forretningen, og Andreas Rasmussen kan berette om en stor forhåndsinteresse.

- Mange glæder sig til at komme indenfor og røre ved møblerne og opleve de miljøer, vi har skabt, siger Andreas Rasmussen om den nye butik, hvor man netop kan se, prøve og bestille alt fra sofaer og vitrineskabe til tæpper og kurvesæt.

- De mindste pynteting finder man i vores sortiment inde i Kvickly, mens man i den nye forretning kan bestille alle møblerne til direkte levering. Mindre ting som stole og kurve, kan man vælge at få leveret her til Slotscentret, så man ikke behøver at være hjemme, når de leveres, forklarer Andreas Rasmussen.

Maria Rábade-Lieber, som er kategorichef i Coop, fortæller over telefonen, at brandet Living & More har oplevet en vækst på 70 procent over de sidste to år. Hun karakteriserer stilen som nordisk og designet som et, der vil kunne passe ind i de fleste skandinaviske hjem. - Og så koster det ikke en formue, tilføjer hun.

Andreas Rasmussen viser rundt og udpeger blandt andet Living & Mores hidtil mest populære varer. Det er Java skabet med rattan, Living & Mores Karl chaiselongsofa i fløjl og vitrineskabet Odin i rå, minimalistisk stil.

I Living & More i Slotscentret finder man også nogle af nyhederne fra efterårskollektionen. Sortimentet vil løbende blive udskiftet, så kunderne får mulighed for at se, prøve og røre ved endnu flere af møblerne fra brandet.

De fleste kan godt lide at skifte ud undervejs og på den måde forny deres hjem, understreger Andreas Rasmussen, som glæder sig over fornyelsen. - Vi har et stort opland, og mange kunder som gerne vil have et lækkert hjem og følge med tidens trend, slutter han.

På åbningsdagen vil der være særlige rabatter og lidt godt til ganen til de første kunder.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...