Flere beboere i de ikoniske Bellahøjhuse uden for København, der skal sige farvel til deres hjem senest til sommer, kan flytte ind i nabobygninger på Bellahøj indtil deres nuværende lejlighed er renoveret.
Det står klart, efter at Københavns Kommune nu har ændret i deres påbud, som blev givet tilbage i januar 2023.
Dengang lød det, at en række ledige lejligheder i højhusene, der de kommende år skal renoveres, ikke måtte genudlejes. Men med den seneste afgørelse har kommunen justeret påbuddet, så de tre lave huse, Bellahøjvej 40, 30 og 25, igen kan genudlejes.
Det betyder, at de kan benyttes til at genhuse en mindre del af beboerne, som skal genhuses fra andre højhuse på Bellahøj inden den 30. juni i år.
- Jeg synes, det grundlæggende er rigtig positivt, indleder John Steen Johansen, der er beboerformand for afdelingen Bellahøj I & II.
- Vi har i halvandet år argumenteret for, at beboerne burde tilbydes midlertidig og lokal genhusning, og nu er der åbnet for lokal genhusning for nogle, hvilket er positivt, men alle problemerne er ikke løst, mener han.
Grunden til, at boligselskabet SAB, der ejer bygningerne, har anmodet kommunen om at justere påbuddet og gøre det muligt at genhuse beboere på Bellahøj skal findes i en nylig forstærkning af de vindfølsomme højhuse.
I løbet af foråret bliver de tre lave bygninger stålforstærket i kælderen, hvilket øger den såkaldte returperiode. Det betyder, at beboerne i teorien risikerer at blive evakueret færre gange på grund af høje vindhastigheder. Fra en gang årligt til en gang i løbet af to-tre år, lyder vurderingen ifølge SAB.
Ifølge boligselskabet er der lige nu 25 ledige boliger i de tre lave højhuse, hvor cirka 14 skulle være ledige til at genhuse beboere fra de højere og mere vindfølsomme højhuse på Bellahøj.
- Det er et skridt i den rigtige retning, men det for sent, for beboerne er allerede sagt op, lyder det fra John Steen Johansen, der fortsætter:
- Samtidig bør der være et tilbud om midlertidig genhusning, så beboerne ikke skal ud i dyr genhusning i deres egen afdeling.
Bliver i nærområdet
I øjeblikket er det planen, at de tre lave huse er blandt de sidste bygninger, der skal renoveres. Hvis der sker en genhusning til disse boliger, vil langt de fleste kunne flytte direkte tilbage til deres nuværende bolig i de tre høje huse, når den er blevet renoveret, har SAB tidligere oplyst.
I den forbindelse forklarede Rasmus Jessing, der er byggedirektør i administrationsselskabet KAB, i et skriftligt svar, hvorfor man ansøgte om at få ændret påbuddet.
- Ansøgningen til Københavns Kommune sker nu, fordi SAB har udsigt til at få ibrugtagningstilladelse til de forstærkede bygninger i april/maj 2024. Det betyder, at det er realistisk at anvende de 14 ledige boliger til genhusning - hvis Københavns Kommune imødekommer ansøgningen, udtalte han og fortsatte:
- SAB v. KAB ønsker med ansøgningen om at benytte disse boliger til genhusning at imødekomme flere beboeres ønske om at blive i nærområdet. I SAB/KAB arbejdes der kontinuerligt på at finde de bedst mulige løsninger for beboerne.
I forbindelse med en planlagt og gennemgribende renovering af flere Bellahøjhuse blev det i 2021 konstateret, at flere af husene kan være i fare for ikke at kunne modstå presset ved kraftigt blæsevejr eller orkan.
Ifølge eksperter er de mest udsatte bygninger vindstabile ved hastigheder på op til 13 m/s i middelvind – afhængigt af hvordan vindretningen er. Ved kraftigere vinde vil der være risiko for, at bygninger styrter sammen, lyder vurderingen.
Bag undersøgelser og beregninger står de rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll, Niras og Svend Ole Hansen ApS.
Som følge af nedstyrtningsfaren har Københavns Kommune givet et påbud at om fremme genhusning af seks Bellahøjhuse, hvilket betyder, at beboerne skal være ude af deres lejligheder senest 30. juni 2024.