Camilla Plum meldt til politiet for anden gang

Igen igen

Igen igen

HELSINGE: Så er den gal igen med hygiejnen på kogekonen Camilla Plums gård i Gribskov. På Fuglebjerggaard mellem Helsinge og Græsted driver Camilla Plum blandt andet planteskole, netbutik og kogeskole.

Store mængder spindelvæv, snavs og sorte belægninger var nogle af de ting, som Fødevarestyrelsens rejsehold tidligere i november konstaterede på Fuglebjerggaard.

På baggrund af svineriet har styrelsen valgt at politianmelde virksomheden. Det skete også i juli.

Styrelsen skriver i sin seneste rapport:

”I virksomhedens bageri og køkken samt lagerlokaler er der en større mængde spindelvæv i alle vinduer og loft. I virksomhedens køkken og bageri er der forekomst af snavs … Ejer oplyser, at rengøring af gulv i bageri og køkken lige er foretaget, men at vi forbedrer rengøringen.”

”I virksomhedens bageri står vinduet åbent samt et vindue, der er gået i stykker. I virksomhedens lagerlokaler, hvor der opbevares krydderier mm., er der skydedøre af træ, som ikke slutter tæt samt vinduet stod åbent. Der er ligeledes på lager med krydderier hul i loftet oppe i det ene hjørne … Ejer oplyser, at skadedyrssikring er foretaget inden for 14 dage.”

”I virksomhedens bageri fremstår vægge med sorte belægninger oppe over vindue samt på væggen langs gulvet. Der er ligeledes sorte belægninger bagved ovnen. Sorte belægninger formodes at være fugtskader.”

Det er mere reglen end undtagelsen, at Fødevarestyrelsen konstaterer en dårlig hygiejne på Fuglebjerggaard.

I september skrev styrelsen således:

”Katteekskrement under reol med korn i bageri, indtørret snavs og fødevarerester på ovn i bageri. Sort vandansamling under et køleskab i køkken. Smuds, indtørret fødevarerester, støv og spindelvæv og indtørrede ekskrementer fra skadedyr under købmandsbutik i butik samt indtørrede insekter. Det vurderes, at ekskrementerne er af ældre dato.”

Og lidt længere nede i rapporten:

”Ved tilsynets start er der en kattekilling på køkkenbordet i køkkenet.”

Ved et besøg på gården i juli konstaterede styrelsen, at den seneste kontrolrapport – med en sur smiley – fra 20. maj, ikke var ophængt. I stedet hang der kontrolrapporter fra 20. november 2020 og 29. januar – begge med glade smileyer.

I kontrolrapporten stod der:

”Virksomheden havde følgende bemærkninger: medarbejder oplyser, at han ikke har modtaget den i køkkenet. Under tilsyn finder medarbejder den tilsendte kontrolrapport på ejers/camillas kontor og denne blev straks hængt op.”

Styrelsen konstaterede dog samtidig, at egenkontrollen var bragt i orden. Desuden var varemodtagelse, opbevaringstemperatur, opvarmning og varmholdelse kontrolleret uden anmærkninger.

I maj var den også gal. Da indkasserede hun også en sur smiley, og styrelsen skrev i sin rapport:

”Virksomheden har åbent i cafe, afholdt arrangementer, take away samt produktion af marmelade, pickles og chutney i april og maj. Virksomheden har ikke dokumenteret varemodtagelse og nedkøling i hele perioden. Virksomheden har kun 5 målinger på køleopbevaring samt 2 målinger på opvarmning. Målingerne er fremvist på notesblok. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Det får vi styr på.”

I februar fik Camilla Plum også en sur smiley, da hun solgte citronmyrteblade på sin hjemmeside og skrev, at citronmyrte havde en række medicinske egenskaber. Det er i strid med reglerne og kostede en bøde på 5000 kroner.

I fjor fik hun flere sure smileyer, senest i november, da hun i alt fik bøder for 12.000 kroner. Hun kunne ikke fremvise dokumentation for »egenkontrollens gennemførelse og resultater ved produktion af fødevarer for afholdte arrangementer på Fuglebjerggaard, produktion af fødevarer til Landshop og ved afholdte arrangementer uden for Fuglebjerggaard«.

Da Fødevarestyrelsen var på besøg hos Fuglebjerggaard i juni 2020, var den også helt gal.

Her blev køkkenet lukket med omgående virkning. Styrelsen konstaterede blandt andet, at der ikke var rindende vand i en håndvask i køkkenet. Der var massiv forekomst af mug på bøtter med fødevarer i bunden af et køleskab. Samtlige døre til køkkenet, produktionslokalet og 'bageri' stod åbne under kontrolbesøget.

Der var massiv forekomst af mug i vinduerne i køkkenet. Der var store mængder vand og jord på gulvet i produktionskøkkenet, ligesom Camilla Plum røg i produktionslokalet under produktion af blandt andet salat og kogning af bønner, pakning af bønner og påbegyndt produktion af trifli.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Camilla Plum, men på facebook skriver hun blandt andet:

”Så begynder det forfra. Levnedsmiddelkontrollen har politianmeldt mig igen igen, og nej vi har ikke rotter og har ikke haft det i hele den bygning vi har produktionslokaler og køkken i, ikke en eneste og ingen spor efter dem i de sidste 20 år. Vi har haft dem i en udbygning, og det er fikset og de er væk igen, indtil næste gang der kommer en strejfer.”

”Vi har fælder og gift, store katte og en rottehund, og det er hvad man kan gøre udendørs … Vi har gjort hvad vi kunne løbende og er i fuld gang med at lave det sidste hul og et bræt på en dør. men oprigtigt talt så er det umuligt at sikre en gammel gård 100 procent … Vi har alle vores små glæder, mine ligger et andet sted.”

Camilla Plum kommenterer ikke fundene af spindelvæv, snavs, katteekskrementer og sorte belægninger.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...