Hold øje med Harremoës: Denne gang var det manden

Sune Lind Thomsen (tv.), direktør i Gentofte Kino, bød forleden på kaffe og præmier, da Villabyerne satte første- og andenpladsen i vores store valgquiz stævne. I midten ses Niels Ull Harremoës, der fik god hjælp af sin kone. Til højre ses Steven Foster, der klarede at få 10 rigtige på egen hånd. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Sune Lind Thomsen (tv.), direktør i Gentofte Kino, bød forleden på kaffe og præmier, da Villabyerne satte første- og andenpladsen i vores store valgquiz stævne. I midten ses Niels Ull Harremoës, der fik god hjælp af sin kone. Til højre ses Steven Foster, der klarede at få 10 rigtige på egen hånd. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Der findes orakler, der rammer plet ved en tilfældighed. Og så findes der orakler, der tilsyneladende rammer plet hver gang - eller i hvert fald flere gange. En sådan er Helle Harremoës, der nu kan bryste sig af at have vundet Villabyernes valgquiz to gange i træk, både i 2017 og i 2021.

Men faktisk var det hendes mand, den 54-årige selvstændige IT-konsulent Niels Ull Harremoës, der denne gang sendte svarene ind. 12 ud af 13 rigtige sikrer en suveræn førsteplads i vores valgquiz, som mange af vores læsere heldigvis deltog i. Og Niels Ull Harremoës er en gentleman, der skynder sig at ære den, der æres bør.

“Min kone var væsentligt mere forberedt end jeg. Jeg havde ikke fulgt særligt meget med i valget. Nogle af spørgsmålene var lige til højrebenet, f.eks. om de konservative ville bevare deres absolutte flertal. Men spørgsmålene om de personlige stemmer var rent gætværk. Der var ingen opslagsværker i brug, men vi googlede da kandidaternes alder i forhold til spørgsmålet om, hvor mange under 40 år, der ville blive valgt,” smiler Niels Ull Harremoës, der kun gik galt i byen på ét spørgsmål. Nemlig spørgsmålet, om S ville genvinde det tredje mandat, partiet tabte ved valget i 2017.

“Det var ikke, fordi vi som sådan troede, at Socialdemokratiet ville få et flot valg. Men vi regnede med, at de konservative ville tabe flere stemmer og at de stemmer ville fordele sig på de andre partier, herunder på Socialdemokratiet.”

Et vanvittigt pletskud

Der var to af vores læsere, der havde 10 rigtige, Steven Foster og Anne Juul Dalgaard. I tilfælde af pointlighed havde vi stillet et ekstraspørgsmål, nemlig hvor mange gyldige stemmer, der ville blive afgivet. Og her ramte 76-årige Steven Foster, pensioneret handelsrådgiver i Udenrigsministeriet, helt spektakulært plet.

Han gættede på 39.799, hvilket var præcist det rigtige antal.

“Jeg er en flittig læser af jeres avis, så jeg følte mig rimelig sikker på flere af jeres spørgsmål. Jeg har heller ikke lavet den store research. Men jeg følger da med i lokalpolitik, selv om det primært er landspolitik, der har min interesse,” lyder det fra Steven Foster. En af hans tre fejl var, at han undervurderede de radikale og ikke troede, at de ville genvinde deres andet mandat.

“Faktisk fortrød jeg mit svar, da jeg mødte Marie Brixtofte ved Hellerup Station. Hun virkede meget tillidsvækkende.”

Steven Foster begik også den fejl, at han troede, der ville komme flere unge ind og at kønsfordelingen ville tippe til mændenes fordel.

“De unge er virkelig oppe på mærkerne, så jeg troede, de ville stryge ind i større antal (kun to under 40 år blev valgt, red.). Og jeg er godt klar over, at vi arbejder hen mod matriarkatet, jeg troede blot ikke, vi var nået så langt. Af princip har jeg altid stemt på kvinder, men det kan da godt være, jeg skal genoverveje det,” griner Steven Foster.

På spørgsmålet om de to herrer, som vi har sat stævne i Gentofte Kino, hvor både førstepræmien og andenpræmien går til, nu skal ud og prale i netværket, trækker de lidt på skuldrene.

“Jeg kommer da til at fortælle om det, men jeg vil nok ikke droppe mit almindelige arbejde af den grund,” lyder det fra Niels Ull Harremoës.

“Jeg er trods alt kun det næststørste orakel i Gentofte,” smiler Steven Foster.

Nu kan Niels Ull Harremoës se frem til en logeoplevelse for seks personer i Gentofte Kino, inklusiv et glas bobler, popcorn og sodavand, og han fortæller, at de første fire pladser er reserveret.

“Min kone og jeg har to børn, så enten skal de begge skynde sig at få nogle kærester, eller også bliver det svigermor.”

Steven Foster har vundet to fribilletter til Gentofte Kino, og han vil invitere sin kone en tur i biografen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...