Cykelrytteren og TV 2-kommentatoren Chris Anker Sørensens død efter en trafikulykke i Belgien kom som et chok for alle, men gav også Roskilde Kommune et problem.
Et af aftenens indslag til Frivillig Fredag i Roskilde Kongrescenter skulle have været med hans TV 2-kolleger Dennis Ritter og Rolf Sørensen, som skulle have fortalt om Tour de France, inden verdens største cykelløb kommer til byen næste år.
Det måtte de to herrer af forståelige årsager melde afbud til, men det efterlod så kommunen med spørgsmålet om, hvem der så skulle på, da hele aftenen var lagt op til at handle om touren og cykelsport.
I 11. time lykkedes det i stedet at få en aftale med den tidligere tour-rytter Bo Hamburger og sportsjournalisten Jan B. Jensen, som diskede op med historier og anekdoter fra cykelverdenen.
Og hvis nogen undrer sig over, hvordan Dennis Ritter og Rolf Sørensen i første omgang kunne have været i Roskilde, når der samtidig er VM i cykling i Belgien, så er forklaringen, at de ville være taget til Roskilde for at overholde deres aftale, hvorefter de var taget retur til Belgien for at passe deres arbejde.
Næsten som tidligere
Sidste år måtte Frivillig Fredag aflyses, og priserne blev overrakt online, men i år var alt næsten ved det gamle igen. Den store Hal D var igen fyldt med repræsentanter fra de frivillige foreninger, og det var ikke til at se, at den samme hal det meste af året har fungeret som vaccinationscenter.
Udover priserne bød aftenen på fællessang med KorKor og bandet B-siden, og den tidligere cykelrytter Bo Hamburger og sportsjournalist Jan B. Jensen talte om Tour de France, da Frivillig Fredag stod i tourens tegn inden næste års etapestart i Roskilde.
Som afslutning spillede Roskildes nye stadsmusikanter Dreamers' Circus, som dagen forinden havde holdt en workshop for de lokale musiklærere og gav en koncert i Guldaldersalen. I november skal de desuden optræde på Roskilde Festivals nye festival Grasp.
Og festivalen var faktisk det eneste, der manglede. For normalt plejer Roskilde Festival at uddele donationer på Frivillige Fredag, men da der ikke har været festival de to seneste år, betyder det, at festivalen heller ikke har noget overskud at dele ud af.