Godt skjult bag Falck, L.C. Worsøes Vej og jernbanen ligger Apotekerhaven. I sig selv ikke et prangende byggeri, men et byggeri med et potentiale, hvis bare nogen ville gøre noget ved det.
Det siges, at bygherren ikke har råd. Hvis det virkelig er tilfældet, så mener jeg, at Holbæk Kommune skal have råd.
Som Apotekerhaven ligger nu, er der end ikke et vejskilt til bebyggelsen.
Apotekerhavens børn skal krydse den befærdede L.C. Worsøes Vej med livet i hænderne. Der er ingen fodgængerfelt, og den naturlige trampesti hen til vejen bør asfalteres som det mindste, kommunen kan gøre, så børnene ikke behøver at gå på bilvejen uden navn.
Der er anlagt en cykelsti langs jernbaneskråningen på selve området. Men cykelstien er ubeskyttet ud mod den en-to meter dybe skrænt mod jernbaneskråningen. Tanken er nok, at cyklisten skal føle sig afskrækket af skræntens vilde krat. Men et utilsigtet sving af cyklen sender cyklisten direkte ned ad skråningen.
Endelig oplyses det, at Apotekerhaven for en stor dels vedkommende er beboet af svagt stillede familier. Et enkelt selvmord på jernbanen nævnes derude.
Holbæk Kommune kan simpelthen ikke være bekendt at lade en bygherre bygge billigt, og bagefter lade sine borgere i stikken bag en jernbane, en trafikeret vej og en Falckstation.
Kommunen må bede bygherren gøre sit byggeri færdigt, ellers må Holbæk Kommune gøre det.
Bent Brandt
Ahlgade 58B
Holbæk