Konstitueringen på plads

Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige tilbyder udvalgspost til oppositionen

Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige tilbyder udvalgspost til oppositionen

Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har dannet flertal i Greve byråd og peger på Pernille Beckmann som borgmester. Posten som 1. viceborgmester går til DF’s Liselott Blixt.

– Jeg er glad for, at jeg kan fortsætte som borgmester efter et flot valg til Venstre. Når jeg i valgkampen har sagt, at jeg ønsker et bredere samarbejde, så mener jeg det faktisk. Derfor har vi også helt ekstraordinært valgt at tilbyde mindretalsgruppen formandsposten for et nyoprettet social- og handicapudvalg, som er et meget vigtigt område i Greve Kommune, siger Pernille Beckmann (V).

De tre partier i konstitueringsaftalen har undervejs udstedt en åben invitation til alle partier om at være med i den endelige aftale, men det har Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og SF afvist.

- Vores svar på det brede samarbejde, når de andre partier ikke er med, er at tilbyde udvalgsformandsposten for social- og handicapområdet. Det er et område, som har brug for opmærksomhed, siger Pernille Beckmann.

Hvem forestiller du dig skal tage formandsposten for udvalget?

– Det vil jeg ikke blande mig i. Jeg har informeret de fire partier om muligheden og at de kan få tre pladser i udvalget. Nu skal de vurdere, hvem der skal være formand.

Hvordan skal samarbejdet fungere, når de andre partier ellers er uden for konstitueringen?

– Det vil betyde, at vi får et ekstra parti i formandsarbejdet. Jeg vil ikke skele til, om de er med eller ikke med i konstitueringen. Vi ønsker at agere på ønsket om et bredt samarbejde, og det er derfor, at det har været meget småt med begrænsninger i forhandlingerne. Vi har holdt mange møder og drøftet mange muligheder, men desværre var der ikke flere partier, der ville være med i den endelige aftale, siger Pernille Beckmann.

Hvad er den politiske pris for tage imod formandsposten?

– Der er ikke nogen pris. Vores forhåbning er, at samarbejdsklimaet bliver bedre, og vi ser det som en investering, som skal give et bredt samarbejde, siger borgmesteren.

Fokus på psykiatri

Den genvalgte 1. viceborgmester Liselott Blixt (DF) udtaler i en pressemeddelelse:

– Jeg er glad for vores aftale der sætter ekstraordinært fokus på psykiatriområdet, som er hjerteblod for DF. For DF har det også været vigtigt at serviceniveauet på ældreområdet ikke skal spares i stykker, så vores ældre kan få en værdig alderdom i Greve Kommune. Jeg er ydermere glad for, at jeg kan fortsætte mit arbejde som formand for det, der nu hedder Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Det nyvalgte byrådsmedlem for Nye Borgerlige, Hans-Jørgen Kirstein, udtaler ligeledes:

– Vi er stolte af, at Nye Borgerlige nu er repræsenteret i Greve Byråd. Vi har fået formandsposten for Klima-, Teknik og Miljøudvalget som vi havde ønsket. Vi kommer til at arbejde videre for vores klassiske mærkesager om bedre kernevelfærd og meget mindre kommunalt bureaukrati.

Fremadrettet vil der være syv udvalg i Greve Kommune udover Økonomiudvalget:

Sundheds- og Omsorgsudvalget: Liselott Blixt (DF) bliver formand. Næstformandsposten tilbydes til valggruppe 2.

Kultur- og Fritidsudvalget: Anne Marie Lyduch (V) bliver formand. Næstformandsposten tilbydes til valggruppe 2.

Klima-, Teknik og Miljøudvalget: Hans Jørgen-Kirstein (NB) bliver formand. Næstformandsposten tilbydes til valggruppe 2.

Plan-, Tryghed og Integrationsudvalget: Marc Genning (V) bliver formand. Næstformandsposten tilbydes til valggruppe 2.

Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget: Morten Dahlin (V) bliver formand. Næstformandsposten tilbydes til valggruppe 2.

Skole- og Børneudvalget: Claus Jensen (V) bliver formand. Næstformandsposten tilbydes til valggruppe 2.

Social- og Handicapudvalget: Som noget nyt oprettes der et Social- og Handicapudvalg, der skal løfte kommunens indsats på dette område. Som et kraftigt signal om et bredt samarbejde tilbydes formandsposten for dette udvalgt til mindretalsgruppen, der består af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...