Onsdag var Jakob Vinum Pedersen, lærer på Søholmskolen i Jystrup, godt i gang med at hjælpe en kollega, men kort tid inde i opgaveløsningen sprang kollegaen op, for nu skulle de altså holde en pause. Besynderligt, tænkte Jakob, men kollegaen insisterede – og så gik de to hen til lærerværelset, hvor han fik en kæmpe overraskelse.
For bag døren på lærerværelset stod alle hans kollegaer klar med konfetti, flag, balloner og lagkage.
Jakob - er ud fra et felt på 1099 mennesker - nemlig udvalgt som en ud af ti finalister til prisen som Danmarks Bedste Kollega – en pris der uddeles af fagforeningen HK.
- Jeg er meget overrasket. Det havde jeg ikke lige set komme, siger Jakob Vinum Pedersen og fortsætter:
- Jeg er både glad og stolt, for jeg er meget glad for mit arbejde, og jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Det tror jeg også smitter af på de andre.
Tager gerne en fodboldkamp i pausen
Det er kollegaen Susanne Svensson, der har indstillet Jakob til prisen.
- Han er der altid for andre. Tager ekstra timer/ gårdvagter/ samtaler med elever. Fortæller om sin viden og tager også imod andres viden og prøver det af, lyder hendes indstilling.
- Han er lærer - men efterhånden lige så meget pædagog - som eleverne nyder godt af. Har hjulpet flere klasser godt på vej til at blive en hel klasse ved bare at være ham. Tager gerne en fodboldkamp i sin pause med sine elever for at lære dem om konflikthåndtering. En bedre lærer/ kollega kan man ikke få.
- Han fik en klasse vendt fra at være en “svær” klasse til at være den bedste klasse på skolen - alene grundet hans engagement og inklusion af eleverne og forældrene.
Stor betydning for arbejdsmiljøet
Det er syvende gang, at HK uddeler prisen Danmarks Bedste Kollega, hvor vinderen får et gavekort på op til 25.000 kroner til et arrangement på arbejdspladsen.
Kåringen af Danmarks Bedste Kollega er et led i HK’s kampagne for et bedre psykisk arbejdsmiljø gennem god KollegaKarma.
De 10 finalister kommer sammen med den kollega, der har indstillet dem, til awardshow med middag og fest i Falkonersalen i København, hvor kåringen af Danmarks Bedste Kollega finder sted torsdag den 18. april 2024.
Her kårer Great Place to Work også Danmarks Bedste Arbejdspladser.
Der er nedsat en særlig jury, som vurderer finalisterne. Juryen består af medlemmer fra Dansk Erhverv, Kommunernes Landsforening, Menneskebiblioteket, en HK-arbejdsmiljørepræsentant og HK.
