Jyllinge: Julestemning skal der til.
Sådan tænkte Ditte Schou Rosenmejer fra Jyllinge sidste år i begyndelsen af november. Hun var træt af, at en by med 10.000 indbyggere ikke var julepyntet, så der var noget hyggeligt at se på og noget hyggeligt at komme hjem til, for de mange, som kører turen ind og ud af byen hver dag.
Så Ditte lagde hovedet i blød.
– Jeg havde ikke adgang til strøm, så det var ligesom begrænset, hvad der kunne lade sig gøre. Men min tanke var, at vi skulle have juletræer centrale steder i byen til glæde for alle, fortæller Ditte Schou Rosenmejer.
Så hun gik i gang med at samle penge ind. Byen bakkede op, og lynhurtigt stod hun i en situation, hvor hun måtte råbe “hold lige hesten”.
Ditte havde på nettet set, at man kunne sætte runde reflekser på træerne med ståltråd. Og sådan blev det sidste år - og i år.
– Jeg har sat ståltråd på 1000 reflekser. Men sidste år gik det op for mig, at jeg skulle søge om tilladelse til opsætningen af kommunen, så det var lige et “benspænd”, jeg lige skulle uden om, griner hun.
Lørdag var det så tid til at pynte byen. En lille stærk gruppe på seks frivillige var sammen om at sætte træerne op. Så nu står byens træer i rundkørslerne på Jyllinge Parkvej, ved centeret, på Møllevej, i rundkørslen på Nordmarksvej/Rådalsvej samt i svinget på Lystbådevej og ved Rema 1000 på Værebrovej.
– Jeg havde håbet på, at lidt flere ville være med, for det skal vi være, hvis det skal kunne fortsætte, siger Ditte Schou Rosenmejer, som flyttede til Jyllinge Nordmark fra Herlev for seks år siden med sin familie.
Pengene til træerne blev samlet ind via Mobilepay-indsamlingen Jyllinges Juletræer på Mobilepay-boks 4160VT.
– Den er stadig åben. Ender det med overskud, så går nogle af pengene til den indsamling, som er til julehjælp i Jyllinge. Og så gemmer vi lidt, så vi er sikre på træer til næste jul, siger hun.
Træerne er købt via et godt tilbud hos Gjerskovs Juletræer, og Kvickly Jyllinge har også spyttet i kassen.
– Jeg håber da, vi kan blive ved, for Jyllinge trænger til juletraditioner og hygge, siger Ditte Schou Rosenmejer.
Træerne bliver i løbet af den næste måned også pyntet af elever fra Jyllinge Skole.



