Efter knivdrab: De unge kan ikke beregne konsekvensen

Ali Najei driver til dagligt virksomheden Kapitel1, hvor han coacher unge, der er kommet ud i en kriminel løbebane under mottoet at store forandringer sker med små skridt. Foto: Daniel Fonseca

Ali Najei driver til dagligt virksomheden Kapitel1, hvor han coacher unge, der er kommet ud i en kriminel løbebane under mottoet at store forandringer sker med små skridt. Foto: Daniel Fonseca

Søndag den 14. november blev 18-årige Milan Rahim stukket i hjerte og lunger med en kniv i Cederlunden i Torstorp og efter nogle dage på Rigshospitalets Traumecenter stod det klart, at hans liv ikke kunne reddes. Først erklæret hjernedød. Herefter erklæret død.

To gange i sidste uge blev der afholdt mindeceremonier i Taastrup Moske, og her deltog Ali Najei, der kendte den unge rapper Milan Rahim indgående.

– Milan var et kæmpetalent, som jeg har kendt i flere år. Han hev fat i mig efter et foredrag, og jeg kunne straks mærke, at han var noget specielt. Der er bare nogen mennesker, man kan lide med det samme, siger Ali Najei, der som coach og mentor har gjort det til sit livs mission at hjælpe unge, der er kommet ud på en kriminel løbebane. Han er frustreret over, at der er sket endnu et knivdrab.

Knive ødelægger familier

– De unge kan ikke konsekvensberegne. De forstår ikke, at når de stikker nogen, så kan det ende med drab, og at det er en far, en mor og nogle søskende, hvis verden bliver ødelagt, siger Ali Najei og fortsætter:

– De tror, de fægter med plastikknive, og fatter ikke, at de kan være i gang med at tage et liv. De tænker ikke over, at de selv ville have det ad helvede til, hvis nogen slog deres bror ihjel.

Ali Najei har tidligere været en del af det hardcore kriminalle bandemiljø, men det fik en stopper, efter at han oplevede sin egen bror blive skudt seks gange på klods hold. Efter den episode kredsede de første tanker om hævn, og det er her, at han ønsker at sende et budskab.

Hævn duer ikke

– Jeg kan godt forstå, at nogen ønsker hævn, men det stopper jo aldrig. Det er en ond cirkel, som man er nødt til at bryde, siger Ali Najei.

Han kom selv ud af miljøet og har hjulpet mange unge med at forlade de kriminelle miljøer, ligesom Milan Rahim også søgte en vej ud. Men han synes, der mangler tilbud til de unge, for det kræver hjælp, og ifølge Ali Najei kræver det også, at de unge er klar til at tage ansvar og er indstillet på, at man kun med mange små skridt kan nå de store forandringer.

Læs mere om Milan Rahim i artiklen ‘Du er gemt i vore hjerter, Milan’

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...