Siden udbruddet af coronaepidemien bæver verden, og endnu har den ikke sluppet grebet. Hvad kan vi holde fast i? Hvor er den klippe, som vi kan klamre os til, sikre på at vi består, uanset brændingens bulder og brusen?

I tidligere tider, hvor man så på naturen som den venlige kilde til liv, kunne man ved at fordybe sig i betragtningen af denne, finde ro og trøst. Men adgangen til ”De vises sten” gennem kontemplation af kosmos er nu blevet blokeret.

Nordpolen er tæt på smeltepunktet, naturen er kommet i uorden. Doktor Faustus banker forgæves på hos ”mødrene” for at finde indsigt i det makrokosmiske mysterium. De er vel også optaget af metoo#.

Vi spejder forgæves. Der burde være et lys, selv om tågen er tyk. Men det kommer ikke længere fra kosmos.

Lyset er i historien

Lyset er her. Ikke i naturen, men i historien. Det kom, da tiden var moden til det. I år nul åbnede verden sit mørke skød og Maria fødte Jesus.

Vi har lige fejret det med de kære, gamle salmer og juletræ og orgelbrus for dem, der var i kirke. Midt i vores uoverskuelige besværligheder kom det igen til syne og skabte fred, hvor man tog imod det. For en stund, naturligvis. Sådan er det vilkår, vi lever på. Kastet ind i verden, som Heidegger så drastisk formulerer det. Men med et lys for vor fod finder vi vej. Hver gang på ny.

For én ting er, at lyset, vi fejrer i julen, kommer fra evigheden og selv bringer den med sig, så man kan opleve at knuder løsnes og sår læges.

Men man kan ikke kapsle dette guddommelige inde og gøre det statisk og permanent. Vi lever i historien og her sker der sammenbrud. Når det ene problem er løst, opstår der et nyt, som vi så behøver hjælp til.

Forvunden, ikke forsvunden

Der har nok også i år været nogle, der, sikkert uden at tænke over det, rettede på teksten, mens de sang ’Et barn er født i Betlehem’, så det femte vers kom til at lyde ”forsvunden er nu al vor nød”.

Men det er den jo ikke. ”Forvunden er nu al vor nød”, skrev Grundtvig, uden ”s”. Nøden er her stadig. Men det er ikke den, der får det sidste ord. Den er ”forvunden” eller på moderne dansk overvundet. Midt i uro og tumult lyder der et ord fra evigheden, som leder os på rette vej.

En verden på slingrekurs

Verden er på slingrekurs, angrebet fra flere sider, og katastrofen er lige ved at indtræffe. Men sådan har det været mange gange før. Alligevel fandt vi vej.

Vi lod ikke den diffuse angst få overtaget.

Truslen var, at det hele brød sammen. Men det endte aldrig med historiens ophør og det totale sammenbrud. Løsninger viste sig. Det er vores fælles erfaring. Det kan vi lade os opmuntre af.

Vores fædre og mødre fandt vej. Deres problemer var nogle andre. Vi står over for nogle nye. Men det gælder stadig, at lyset er kommet til mørket, og selv om mørket stritter imod, så er det lyset, der får det sidste ord.