– Det er vigtigt for mig, at vi får et bredt samarbejde i byrådet - med respekt for hinanden og for hinandens synspunkter. Det har vi ikke haft i den forløbne periode.
Sådan siger Frederikssund Kommunes kommende nye borgmester Tina Tving Stauning (S), som kan samle det akkurat nødvendige flertal på 12 mandater bag sig i det kommende Frederikssund Byråd, der tiltræder den 1. januar 2022.
Socialdemokratiet, Fjordlandslisten, SF, Enhedslisten og Radikale har fundet fælles fodslag om et politisk samarbejde. Men det udelukker ikke, at flere partier kan komme med.
– Vi har virkelig haft et frugtbart samarbejde. I byrådet vil vi gerne have en ordentlig dialog, hvor vi nok ser forskelligt på tingene, men at vi kan samarbejde om at finde frem til de bedst mulige løsninger til gavn for borgerne i Frederikssund Kommune, forklarer hun, som tilføjer, at Socialdemokratiets valgforbundsfælle Anja Bisp Pedersen også har deltaget i politiske snakke før valget.
De fem partier er blandt andet enige om tilgangen til borgerne, der i højere grad skal være på borgernes præmisser, en styrkelse af folkeskolen, gennemsigtighed omkring normeringer på såvel børne- som ældreområdet, fokus på at holde fast i lokalplaner og ikke lade ejendomsudviklere styre byen samt øget fokus på klima og opnåelse af de klimamål, kommunen har sat sig.
Samarbejdsparterne arbejder også med en ny politisk struktur. Tina Tving Stauning vil dog ikke sætte navne på udvalgsformandsposter endnu, men forventer at invitere til pressemøde om de foreløbige resultater fredag.
Den nye borgmester for årene 2022-2025 vælges formelt af det nye byråds konstituerende møde i december.
