Alpegården ved Kildedal Bakke skal huse den nye Smørum-daginstitution, som byrådet vedtog i forbindelse med “Budget 2022”.
Det er en realitet efter det seneste byrådsmøde i Egedal, men det var langtfra alle partier, som var enige i den beslutning.
Således valgte både Radikale, SF, Lokallisten Ny Egedal og løsgænger Helle Anne Elisabeth Nielsen at stemme imod placeringen ved Alpegården, og det er der en helt særlig grund til.
“Vi stemmer imod beslutningen om at udpege Alpe-gården som eneste mulighed for en placering, idet Søagergrunden også indgår i de videre overvejelser om en placering, da det nye byråd skal revurdere den fremtidige anvendelse af Søagergrunden,” lød det i en fælles mindretalsudtalelse.
Niels Lindhardt Johansen (LNE) slog et slag for, at man allerede nu burde kigge på opførelsen af to nye daginstitutioner i Smørum.
Hastet igennem
“Det er der, hvor vi ender med at være. Nu træffer vi i stedet forhastede beslutninger,” sagde Niels Lindhardt Johansen, som fik opbakning fra Jens Skov.
“Denne sag er hastet igennem på meget kort tid. Vi ser hellere, at man holder flere muligheder åbne - også i forhold til Søagergrunden. Derudover er der vurderet et behov på 8 mio. kr. til en vejforsyning til institutionen i Kildedal Bakke-projektet. Det er efter vores opfattelse en alt for stor udgift,” sagde Jens Skov.
Bettina Zarp fra Lokallisten Ny Egedal nævnte igen Søagergrunden som en oplagt “børnebulderby”, men det blev skudt ned af flertallet bestående af A, C, I, V og O med i alt 12 stemmer.
“Det kan godt være, at vi kommer til at kigge på at etablere endnu en daginstitution i Smørum, men i første omgang har vi valgt den rigtige placering ved Alpegården. Det ville være ærgerligt at placere den på Søagergrunden,” sagde Lasse Nørreskov (A), inden Venstres Carina Buurskov tog ordet.
“Det er svært ikke at være glad for det her. Vi har valgt en god placering til den nye daginstitution, men det udelukker jo ikke, at vi skal kigge på endnu en institution,” sagde Carina Buurskov, som ikke mener, at Søagergrunden kan være i spil til at huse en institution.
Dårligt indeklima
“Vi har været på rundvisning derude, og jeg kan desværre ikke genkende et billede af gode forhold. Indeklimaet er dårligt, og vores personale har klaget over tilfælde med hovedpine,” sagde Carina Buurskov.
Det fik dog ikke Bettina Zarp (LNE) til at trykke på enig-knappen.
“Ja, bygningerne er gamle, men der har jo altid været børn dernede, så hvis vi renoverer bygningerne, så er det en oplagt placering,” sagde hun.
Det er planen, at den nye daginstitution i Smørum skal have plads til otte grupper. Budgettet for institutionen er 50 mio. kr., hvilket giver en institution tilsvarende Fantasihaven i Smørum.
