Taberne vinder og vinderne tabte

OPDATERET

“Taberne vinder og vinderne tabte.”

Sådan koger Thorkild Gruelund konstitueringsforhandlinger i Hørsholm natten til onsdag ned til en enkelt formel.

Efter en kort og heftig forhandling fortsætter Morten Slotved (K) i borgmesterstolen med støtte fra de to socialdemokrater Caroline Viktoria Christensen og Marcus Guldager, radikale Henrik Klitgaard og SF’s Louise Zabel.

Når Thorkild Gruelund koger det hele ned til, at taberne vinder og vinderne taber, så er det med henvisning til, at både borgmester Morten Slotved og viceborgmester Henrik Klitgaard fik alvorlige ridser i den politiske lak ved at miste henholdsvis 461 og 204 personlige stemmer i forhold til 2017.

Venstre vandt samtidigt to kandidater med en fremgang, der stort set svarer til det, Konservative mistede. Konservative er fortsat byens største parti. Mandatmæssigt står de to store borgerlige dog nu helt lige med syv mandater hver.

Trist og tragisk

“Det er trist og tragisk, at Konservative konstituerer sig uden Venstre. Det tror jeg primært handler om mangel på tillid mellem Morten Slotved og Ann Lindhardt. Omvendt har Venstre måske i for mange år klandret Konservative for samarbejdet med de røde. Og på dagen, hvor de selv havde muligheden for selv at samarbejde med de røde, kunne de ikke kravle ned fra det træ. Det er måske en meget naturlig reaktion. Men det er trist og tragisk,” siger Gruelund.

Han mener også, at Morten Slotveds dårlige valg vil få konsekvenser.

“Vi vil se en Morten Slotved, der bliver en slags fungerende borgmester, der nu skal i gang med at forberede sig til et nyt job. Jeg tror ikke han kan komme tilbage på det her om fire år,” vurderer Gruelund.

Han var selv en del af nattens konstitueringsproces, som han sammen med Venstre står uden for. På trods af et godt personligt valg for ham og hans nystiftede SocialKonservative.

En konstituering med Konservative, Venstre, Radikale og SocialKonservative - med Morten Slotved som borgmester - var ellers inden for rækkevide.

Fortællingen om, hvorfor det ikke blev sådan, er dog krydret med nuancer.

Morten Slotveds historie er, at Venstres Ann Lindhardt fik tilbud om at lukke en aftale med ham som borgmester med Venstre, Radikale og SocialKonservative.

Tilbuddet var så konkret, at Ann Lindhardt skulle være 1. viceborgmester og ville få formandskabet i Social- og seniorudvalget (som skulle være Thorkild Gruelund (SK), red.), det ny sundheds-, kultur- og fritidsudvalg og det nye planudvalg.

“Jeg sagde til Venstre, at aftalen skulle lukkes her og nu, men de ville ikke garantere noget, for det handlede om borgmesterposten. Venstre er svære at få aftaler med,” sagde han på valgnatten.

Forsvandt med de røde

Venstres borgmesterkandidat Ann Lindhardt bekræfter, at det var indholdet af, hvad hun talte med Slotved om da omkring halvdelen af stemmerne var talt op og et resultat med V-fremgang og K-smæk tegnede sig.

“Vi aftale så også, at vi skulle tale videre i et andet lokale når vi kendte personerne, der var valgt. Men så gik han til møde med de røde. Jeg ledte efter borgmesteren i det aftalte lokale, men han sad allerede med de andre på borgmesterkontoret, og deres aftale var allerede på plads,” fortæller Lindhardt og afviser, at de talte sammen om borgmesterposten.

Aftalen blev ikke til noget.

Ifølge Morten Slotved, fordi Venstre ikke var i stand til “at hugge til” da chancen var der.

Et jysk håndslag

“Jeg kom ud til en gruppe Venstre-folk, rakte hånden frem og bad dem om at slå til her og nu. Det ville de ikke. Ann Lindhardt ville først tale med de to socialdemokrater og forlod gruppen uden at sige noget. Jeg er fra Jylland og kan godt aftale noget pr. håndslag. Det kunne de ikke. Så jeg gik tilbage og skrev under med de andre,” fortæller Morten Slotved.

For inde på borgmesterkontoret sad socialdemokrater, SF og Radikale, som Slotved havde forberedt en aftale med.

Venstre-formand Preben Carøe, der sammen med Ann Lindhardt havde mandat til at forhandle, er en del af gruppen. Han kender ikke detaljerne i den aftaleskitse, Ann Lindhardt tidligere op aftenen har snakket mede borgmesteren om.

Bad om time out

“Jeg stikker hånden frem og beder Morten om en time out, så vi kan tænke os om, fordi Ann ikke er der. Vi skulle jo snakke internt og med socialdemokraterne. Det ville han ikke. Det satte os under pres. Jeg er dybt frustreret,” fortæller Carøe, som også er “død ærgerlig” over, at Venstres udbytte af de mange stemmer ikke er blevet til mere.

Ann Lindhardt fortæller at Morten Slotved i løbet af aftenen “mange gange” var ude og inde fra borgmesterkontoret. Hun husker ikke præcist den situation, som Morten Slotved og Preben Carøe beskriver.

“Hvis han (Morten Slotved, red.) virkelig have villet det, havde han givet os mere tid. Og jeg synes ikke, at man skal lave aftaler ved en kaffemaskine. Det var ikke ordentligt, at jeg ikke blev inviteret ind til en aftale,” siger Ann Lindhardt.

Hun har dog ikke helt smidt håndklædet endnu og er parat til at sige ja til den skitserede aftale.

“Jeg har så sent som onsdag formiddag ringet til Morten og tilbudt det. Der er jo muligheder frem til den juridisk bindende konstitueringsaftale i december i kommunalbestyrelsen,” siger Ann Lindhardt.

Det handler om tillid

Da de nye partier i konstitueringen natten til onsdag var samlet på borgmesterkontoret og fremviste konstitueringsaftalen for pressen, argumenterede den nuværende og kommende viceborgmester Henrik Klitgaard (R) for, hvorfor det igen er Radikale og Socialdemokratiet - og nu også SF - der står bag byens borgmester.

“Det handler om tillid og at vide, hvem man kan samarbejde med,” mente Klitgaard. Også Marcus Guldager (S) - en ombejlet herre på vagaftenen - understregede, at det var samarbejde og politik, der har fået hans parti med i konstitueringen.

Ny personkreds

På spørgsmålet, om man de næste fire år nu igen kan se frem til en fortsættelse af en konfrontatoriske fortælling om de røde og blå og ’dem og os’ - og hvorfor Konservative foretrække de røde frem for de blå - konstaterede den nye i klassen, SF’s Louise Zabel, at Venstre har fået et godt valg, og at hun ikke giver så meget for den snak om farver.

Hun tror på, at personkredsen i den nye kommunalbestyrelsen vil sikre en god tone og et godt samarbejde og understregede, at Venstre havde fået et godt valg, og at hun da var enig med dem om nogle ting og sagtens kunne samarbejde.

Vågen opposition

Ann Lindhardt siger, at hun vil bruge sine mandater til brede forlig og være “en vågen opposition” der vil forsøge at samle. Og at hun vil holde fast i sine holdninger til Kokkedal Station og renseanlægget.

Thorkild Gruelund forudser en fortsættelse af fortællingen om “dem og os”, men har ikke tænkt sig at sætte sig på oppositionsbænken med armene over kors.

Artiklen er torsdag kl. 14.30 opdateret med flere detaljer om forløbet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...