Holbæk: På forhånd var der måske ikke den store spænding om det overordnede udfald af kommunalvalget i Holbæk Kommune. Alligevel kommer det formentlig bag på de fleste - inklusive hovedpersonen selv - hvor mange personlige stemmer den genvalgte borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) høstede.
Ved valget blev der i alt afgivet 39.984 gyldige stemmer. Ud af dem fik borgmesteren 18.590 personlige stemmer, viste de endelige tal onsdag eftermiddag. Det svarer til, at hun alene fik 46,5 procent af de gyldige stemmer.
Dermed har hun - regnet fra kommunalreformen i 2007 - sat ny danmarksrekord i, hvor stor en andel af de gyldige stemmer, der er afgivet til én kandidat. Holbæk-borgmesteren har slået den tidligere rekord, som blev sat ved valget i 2017 af Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S) med 42,8 procent af de gyldige stemmer.
Taknemlig over tillid
Socialdemokratiet får i den nye kommunalbestyrelse fra årsskiftet absolut flertal med 19 ud af 31 mandater. Med 58,9 procent af stemmerne blev S i Holbæk det parti, der på landsplan ved dette valg fik den største tilslutning fra vælgerne.
Dagbladet Nordvestnyt talte med Christina Krzyrosiak Hansen under fintællingen af stemmer i Bjergmarkshallen onsdag og spurgte til, hvordan hun oplevede den meget store tilslutning, ikke mindst de mange personlige stemmer.
– Jeg er utrolig glad, og det er enormt overvældende. Der er en del af mig, der ikke helt har forstået det endnu. Jeg er utrolig taknemlig over den tillid, borgerne i Holbæk Kommune har vist mig. Det er dét, der fylder mest lige nu, sagde borgmesteren.
Det er således den anden danmarksrekord, Christina Krzyrosiak Hansen sætter. Den første satte hun for fire år siden, da hun blev udpeget som Danmarks hidtil yngste borgmester. Hun var 24 år, da hun 22. november 2017, dagen efter kommunalvalget, blev udpeget til at blive borgmester i en konstituering med S, SF, Enhedslisten og DF.
Hun var dog 25 år, da hun tiltrådte som borgmester den 1. januar 2018, idet hun fyldte 25 år to dage efter konstitueringsaftalen. Ved valget i 2017 blev hun også topscorer i Holbæk Kommune, men “kun” med 5499 personlige stemmer.
Få timers søvn
Efter det aktuelle valg i tirsdags blev der et par timer efter midnat indgået en konstitueringsaftale mellem de samme fire partier som i 2017.
Efter at aftalen var indgået, blev Christina Krzyrosiak Hansen på rådhuset med de øvrige kandidater.
– Så gik jeg hjem og satte mig i sofaen og kiggede ud i luften for at få trukket vejret godt ind i maven og mærket efter, sagde Christina Krzyrosiak Hansen.
Hun gik i seng kl. 4.20 og fik tre og en halv times søvn, inden hun skulle op for som formand for valgbestyrelsen i kommunen at være klar til at være til stede i Bjergmarkshallen. Her blev der foretaget fintælling af alle stemmerne fra de 15 afstemningssteder i Holbæk Kommune.
Voksende stakke
Nu havde hun plads i den modsatte ende af hallen i forhold til, hvor de socialdemokratiske stemmer blev talt op. Det var dog tydeligt, at stakkene på bordene med de personlige stemmer på borgmesteren voksede hastigt.
– 46 procent af stemmerne - jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal reagere på det. Det er stadig utrolig overraskende. Det gør mig eftertænksom, og så bliver jeg faktisk stille, og det gjorde jeg også i aftes - det er ellers ikke dét, jeg gør mig i, sagde Christina Krzyrosiak Hansen.
Hun håbede på en god nats søvn natten til torsdag.
– Jeg tror, der går nogle dage, før jeg virkelig forstår valgresultatet, sagde borgmesteren, som betegnede det som en lang og god valgkamp, der har været ført. Når partiet har flertal i kommunalbestyrelsen forpligter det også, og det giver et stort ansvar på mine skuldre. Og selv om vi har fuldt flertal, vil jeg arbejde med alle partier, selv om alle ikke er med i kommunalbestyrelsen, sagde Christina Krzyrosiak Hansen.
Hun fylder 29 år onsdag den 24. november, og hun regner med at få tid til at fejre dagen.
– Der har ikke været tid til at planlægge noget i forbindelse med fødselsdagen. Men jeg glæder mig til at fejre den med Jacob, sagde borgmesteren i Bjergmarkshallen.
Jacob er SF’s politiske ordfører i Folketinget, Jacob Mark, som hun blev forlovet med for lidt over tre uger siden. Men brylluppet er ifølge Christina Krzyrosiak Hansen endnu ikke planlagt nærmere.

