Vig Festival klar med flere musiknavne

Sebastian Wegener, Oscar Engel Libonati, Casper Winther Hansen og Søren Bang - tilsammen Joyce. Foto: Sarah Brink

Sebastian Wegener, Oscar Engel Libonati, Casper Winther Hansen og Søren Bang - tilsammen Joyce. Foto: Sarah Brink

Vig Festival, der blev corona-aflyst i 2020 og 2021, er i fuld gang med færdig-planlægning og offentliggørelse af programmet for festivalen i 2022 og afslører nu yderligere fire musiknavne:

Carpark North, Poul Krebs, ItaloBrothers og Joyce.

De første tre af navnene var med i det oprindelige 2020-program, og det er netop meningen at genbruge det som skelet for 2022-programmet, oplyser festivalformand Lars Gjerlufsen.

Langt de fleste af billetkøberne har valgt at fastholde deres billetter, hvilket har lagt et vist pres på planlæggerne om at lægge sig op ad det program, som folk oprindeligt har købt billetter til. Der er udsolgt til Vig Festival 2022.

Som en ekstra sikkerhed har festivalen spurgt ud på Facebook, hvad folk gerne vil høre i 2022, fordi der kunne være sket holdningsændringer.

Mange har svaret, at de gerne vil have programmet fra 2020 (og 2021), så det har program-planlæggerne brugt udgangspunkt - i det omfang det kan lade sig gøre. For det kræver, at de pågældende bands spiller festivalkoncerter i 2022, og at de har plads i kalenderen.

Lev beskidt

Rockbandet Joyce er så nyt, at det ikke var i søgelyset, da der blev planlagt festival for 2020 og 2021. Men siden debutalbummet “Formskifter” i 2020 - med singlerne “Åh nej, chefen ringer” og titelsangen “Formskifter” - er det gået stærkt for Joyce. Bandet har høstet godt med priser og er aktuel med singlen “Lev beskidt”, der er en forløber for et kommende nyt album og et opgør med fortællingen om “det gode liv”.

Det brede program

Vig Festival håber at kunne ramme det gode program, det der falder i publikums smag, ved at tage skelettet fra 2020- og 2021-programmerne og blande med en stribe af de nye navne, som er blevet store i mellemtiden - blandt andre Drew Sycamore, Rahim og Andreas Odbjerg. De blev offentliggjort lige før jul.

Af gengangere fra det oprindelige 25 års jubilæumsprogram er publikumsfavoritten Rasmus Seebach, Die Herren og genopstandne Malurt. Gnags og Christopher var med i 2019, og Jonah Blacksmith i 2018.

– Vi synes selv, der kommer en god bredde i programmet for 2022. Mange af de navne, som folk kender fra tidligere og gerne vil høre og så en stribe af de nye, populære navne, siger formand Lars Gjerlufsen.

Han er klar til at afsløre flere navne den 20. januar.

Ét af musiknavnene på programmet vil dog først blive afsløret på selve åbningsdagen i juli 2022 - det er en overraskelse i stedet for en jubilæumskoncert med flere musiknavne, som har vist sig at være logistisk umulig at arrangere.

– Det er et pænt stort navn. Mere kan og vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Lars Gjerlufsen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det oprindelige mega-topnavn Lukas Graham ikke kommer til Vig Festival 2022, som det var planen i 2020, fordi bandet ikke spiller festivaler i Danmark til næste sommer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...