Jacob Mark må sygemelde sig: Har mistet store dele af synet

KØGE/SJÆLLAND: - Jeg er desværre nødt til at tage en pause fra politik.

Sådan skriver SF’s gruppeformand på Christiansborg, Jacob Mark, der er opstillet i Køgekredsen og tidligere byrådsmedlem i hjembyen Køge, på Facebook torsdag formiddag.

Og han må nu indgive en sygemelding til Folketing, da han har fået en sygdom i begge øjne, som har medført, at han har mistet store del af sit syn, skriver han i Facebook-opslaget.

– Sandheden er, at jeg allerede under valgkampen måtte skrue ned for al den fysiske aktivitet. Valgdagen var første gang i flere uger, jeg var ude og lave fysisk valgkamp. Jeg har desværre fået en sygdom i begge øjne, der gør, at jeg har mistet store dele af mit syn – særligt på det ene øje er det rigtig slemt. Det betyder også, at jeg meget hurtigt bliver svimmel og får hovedpine, skriver han og fortsætter:

– Det er uhyggeligt at miste sit syn. Det er uhyggeligt at have et godt syn, og pludselig kan jeg ikke se Christina (Krzyrosiak Hansen, Holbækborgmester, red.) henover middagsbordet, når det er mørkt udenfor. Og det er uhyggeligt, når optikeren siger; det her har ikke noget med briller at gøre. Dit syn er bare væk. Og hvad pokker kan så forårsage, at man mister sit syn, tænker I måske. Det var i hvert fald det jeg tænkte. Og det er der jo mange sygdomme, der kan forårsage. Men i mit tilfælde mener lægen, at svaret er langvarig overbelastning af kroppen og sindet. Hun er ret fortrøstningsfuld på mine vegne, hvis jeg faktisk tager mig sammen og får taget den pause, jeg længe har haft brug for. Hvis jeg får stressen ud af kroppen, så kan det være at synet kommer tilbage. Men hvis ikke, så risikerer jeg at miste synet permanent, skriver Jacob Mark.

Han blev rådgivet til at sygemelde sig midt i valgkampen, men lyttede ikke til det, fortæller han sine 92.000 følgere på Facebook:

– Jeg blev bare ved, for det er det man gør, når man ikke kender sine egne grænser. Og det er det, jeg har gjort for længe. Ikke lyttet til kroppen og ikke givet den de pauser, den har brug for. Det var simpelthen for spændende og stort og vildt og godt at være en del af et sted, hvor man kunne forandre noget for så mange mennesker, skriver han.

Når alt forhåbentlig igen er godt en dag, så agter han at vende tilbage til politik:

– Når lægen siger, at det er ok, så raskmelder jeg mig. Og jeg går til løbende kontroller og sender selvfølgelig lægeerklæring til Folketingets formand. (...) Jeg glæder til at komme tilbage til politik og de gode kollegaer igen - og til mulighederne for at gøre en forskel for folk. Men lige nu må jeg gøre en forskel for mig selv og prioritere mit helbred, skriver Jacob Mark.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...