Borgmesterdrømmen brast – Kirsten bliver formand for nyt magtfuldt udvalg

Kirsten Weiland troede, at borgmesterposten var inden for rækkevidde. Nu bliver hun formand for et nyt magtfuldt Plan- og Teknikudvalg. Foto: Henrik Helmer Petersen

Kirsten Weiland troede, at borgmesterposten var inden for rækkevidde. Nu bliver hun formand for et nyt magtfuldt Plan- og Teknikudvalg. Foto: Henrik Helmer Petersen

Af Henrik Helmer Petersen

Frederikssund: Den nye borgerliste Fjordlandslisten har fået et mandat i det kommende byråd i Frederikssund. Undervejs på valgaftenen troede partiets spidskandidat Kirsten Weiland, at hun blev borgmester.

Da det første valgresultat kom i Frederikssund Kommune, valgresultatet fra Skibby, lå den nye borgerliste Fjordlandslisten med over 11 procent af stemmerne til at kunne få to, med held ligefrem tre mandater i det kommende byråd.

Siden dalen stemmeprocenten, og Fjordlandslisten endte med ét mandat i det kommende byråd i Frederikssund. Mandatet gik til partiets spidskandidat, Kirsten Weiland.

Hun får samtidig en plads i det betydningsfulde Økonomiudvalg, og hun bliver også formand for et nyt magtfuldt politisk udvalg, Plan- og Teknikudvalget.

Det er Plan- og Teknikudvalget, der skal tage politiske beslutninger omkring lokalplaner, byggerier, infrastruktur og også den offentlige trafik, heriblandt busdrift, blandt meget mere.

Miljødelen, som hidtil har været en del af det nuværende Plan- og Miljøudvalg, flyttes til et kommende nyoprettet Klimaudvalg, som Søren Weimann fra Det Radikale Venstre bliver formand for.

På den måde er der helt nye politiske udvalg på vej i Frederikssund.

Godt og skidt

- Kommunalvalget har været både godt og skidt, konstaterer Kirsten Weiland dagen efter valget.

- Vi gik efter borgmesterposten, og med de første meget gode valgresultater troede vi på, at det var en realistisk mulighed, at jeg blev borgmester i Frederikssund.

- Som natten skred frem, og der kom flere valgresultater, kunne vi se, at vi måtte nøjes med et mandat, og så måtte vi også indse, at borgmesterposten ikke var inden for rækkevidde. På den måde begyndte valgaftenen godt, og den endte mindre godt. Jeg må erkende, at jeg er skuffet, siger Kirsten Weiland.

Da hun og partiet skulle pege på en borgmester, lå det lige for at pege på Tina Tving Stauning (S).

Skal lytte til borgere

- Her er vi mest politisk enige. Blandt andet omkring en strammere forvaltning af lokalplaner, så kommunen fremover udvikles på borgernes præmisser frem for på ejendomsspekulanternes præmisser, forklarer Kirsten Weiland.

- Over en bred kam handler det om, at Frederikssund Kommune og vi som politikere skal blive bedre til at lytte til borgerne. Det er det grundlag, Fjordlandslisten er startet på, og det vil vi nu holde fast i igennem samarbejdsaftalen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale.

At både Venstre og også Socialdemokratiet gik tilbage ved valget, tolker hun som om, at borgerne i Frederikssund ønsker fornyelse. Det ønsker hun nu at være med til at give borgerne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...