Imens politiet har foretaget anholdelser og ransagelser ovenpå de andre skudepisoder i København, på Nørrebro og i Herlev, har det været sporadisk med oplysninger angående skuddrabet i Islev, hvor politiet har holdt kortene tæt til kroppen. Nu melder efterforskningsleder Henrik Hougaard ved Københavns Vestegns Politi dog til Ekstra Bladet, at politiet har nyt i sagen.
De har anholdt og sigtet to mænd med banderelation for drab og drabsforsøg. Det drejer sig om to mænd på henholdsvis 29 og 34 årig, som klokken 9.30 bliver fremstillet i et grundlovsforhør, hvor de bliver sigtet for det brutale skuddrab i Islev den 3.december. Her vil politiet kræve, at mændene skal varetægtsfængsles.
Fængsles i fire uger
I en pressemeddelelse skriver politiet følgende.
"Efter forudgående efterforskning blev de to mænd pågrebet af politiet i en koordineret anholdelsesaktion mandag og tirsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.Begge er sigtet for at have skudt og dræbt en 17-årig ung mand fra Bulgarien og for drabsforsøg på en 15-årig dreng og en 28-årig mand, som også blev ramt. I samme forbindelse er de desuden sigtet for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder."”Retten besluttede, at de to mænd skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger, og nu fortsætter politiets efterforskning,” siger senioranklager Rasmus Kim Petersen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Vidner og politiet selv har tidligere fortalt, hvordan to hætteklædte mænd stormede ind i frisørsalonen og afgav flere skud, inden de flygtede til fods ad Sommerfuglevej og ud på Slotherrensvej.
Københavns Vestegns Politi ønsker, af efterforskningsmæssige hensyn, ikke at oplyse, om det var den 28-årige eller den 17-årige, der var det egentlig mål for skudattendatet. De vil heller ikke fortælle, hvilke roller de sårede personer i frisørsalonen har haft i forbindelse med skyderiet, udover at den 15-årig skoleelev var kunde i salonen, da gerningsmændene åbnede ild.
De har dog tidligere fortalt, at de arbejder ud fra en teori om, at skyderiet i Rødovre har forbindelse til de andre skyderier, som har ramt København og Vestegnen i løbet af november og december, samt at det skulle være banderelateret, hvilket anholdelserne ligeledes underbygger.
