Timingen var ikke just perfekt, da Maja Rosenmark overtog nøglerne til sin nye café tilbage i december - men det var lokalerne.
- Jeg havde gået med tanken om at starte den café i to år, og da de her lokaler pludselig var ledige, blev jeg nødt til at slå til, siger Maja Rosenmark.
Hun var ellers lige startet i et nyt fuldtidsjob som lærer på en specialskole og havde egentlig nok at se til, men lokalerne på Munkebro 1 kunne hun ikke sige nej til.
De rummede nemlig præcis den hygge og varme og gode placering, som Maja Rosenmark ville have skulle danne rammerne om hendes drøm om en brætspilscafé.
Derfor har hun i løbet af vinteren lagt størstedelen af sin fritid i lokalerne, med god hjælp fra venner og familie, for at gøre klar til åbningen af brætspilscaféen Our Place. Og siden januar har man kunnet kaste sig over flere end 150 forskellige spil i caféen.
Glem stress og jag
Men hvorfor lige en brætspilscafé? Fordi spil har en helt særlig evne til at bringe folk sammen, mener Maja Rosenmark.
- Man glemmer lidt tid og sted, fordi man kommer ind i en helt anden verden. Og så er det fedt, at man er fysisk sammen om noget, i stedet for at sidde foran en skærm, siger hun og fortsætter:
- Det skal gerne være et sted, hvor man glemmer stress og jag. Og så er spil er en god måde at skabe fællesskaber.
Planen er derfor også, at der skal arrangeres spilaftener i Our Place, hvor man kan komme alene forbi caféen for at møde nye venner.
Donér og spil gratis
Konceptet er simpelt: For 40 kr. pr. person kan man spille alle de spil, man har lyst til i løbet af caféens åbningstid.
- Den største udfordring bliver nok at vænne folk til, at man skal betale for at spille, siger Maja Rosenmark og griner.
Men, hvis man har spil stående derhjemme, som bare står og samler støv, så kan man donere spillet til Our Place og spille gratis for en dag.
Indtil videre holder Our Place åbent fredag, lørdag og søndag, i mens Maja Rosenmark jonglerer lærerjobbet og caféejerlivet, men hun håber på at kunne udvide åbningstiderne og ansætte ekstra medarbejdere, så man også kan tage sig et slag spil på i hverdagen efter skole eller arbejde.
Hver tirsdag er der barselscafé fra 10-14, hvor der bliver rullet madrasser ud, så der er plads til at de små børn kan boltre sig.
- Tanken bag caféens navn er også, at jeg håber, at gæsterne vil være med til at forme caféen ud fra deres ønsker og behov, siger Maja Rosenmark.
